Gældsbrevsloven Kapitel 5.

Denne konsoliderede version af gældsbrevsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om gældsbreve

Lov nr. 146 af 13. april 1938,
jf. lovbekendtgørelse nr. 333 af 31. marts 2014

Kapitel 5. 1 Notering af massegældsbreve
§ 36

Dette kapitels regler anvendes på:

  • 1. Massegældsbreve, som er omsætningsgældsbreve og udtaler, at de kan noteres på navn.

  • 2. Massegældsbreve, som er udstedt før lovens ikrafttræden, og som hidtil var genstand for notering i henhold til forordning af 21. juni 1844.

§ 37

Gældsbrevet betragtes som noteret på navn, når det er stilet til en bestemt person, eller når skyldneren har forsynet det med påtegning om, at det er noteret på navn. Navnet behøver ikke at være påført gældsbrevet.

Stk. 2 Gældsbrevet anses som noteret på ihændehaveren, når skyldneren har forsynet det med påtegning om, at det er noteret på ihændehaveren.

Stk. 3 Skyldnerens påtegning bevidner, at der på gældsbrevets rubrik i hans noteringsbog er indført henholdsvis den berettigedes navn eller bemærkning om, at gældsbrevet er overdraget til ihændehaveren. Som indførelse af den berettigedes navn betragtes også bemærkningen om, at rådighed eller medrådighed over gældsbrevet tilkommer en bestemt person.

§ 38

Betaler skyldneren et på navn noteret gældsbrev til en person, der støtter sin ret på en unoteret overdragelse, frigøres han ikke, dersom det viser sig, at overdragelsen fra den noterede ejer var falsk. Skyldneren kan nægte at betale til den, der støtter sin ret på en unoteret overdragelse.

§ 39

På gældsbrevets overdragelse til eje eller pant anvendes reglerne i § 14 med følgende ændringer:

Stk. 2 Hvis gældsbrevet ved overdragelsen var noteret på en andens navn end overdragerens, fortrænger erhververen først den noterede ret, når gældsbrevet er blevet noteret på hans navn eller på ihændehaveren, og retten går ikke tabt, hvis erhververen, inden han modtog meddelelse om noteringen, har fået at vide, at overdrageren manglede ret til at råde over gældsbrevet.

Stk. 3 En noteringspåtegning, der var fjernet inden overdragelsen, er ikke til hinder for, at erhververen vinder ret over gældsbrevet, medmindre dettes udseende gav grund til mistanke.

Stk. 4 Når gældsbrevet ved overdragelsen bar en ægte noteringspåtegning, hindrer det ikke erhververens ret, at den foranstående overdragelsesrække ikke hang sammen.

§ 40

Når den, på hvis navn et gældsbrev er noteret, anmelder for skyldneren, at gældsbrevet er frakommet ham, må skyldneren ikke på tredjemands begæring notere gældsbrevet på ny, og skyldneren frigøres ikke ved at betale gældsbrevet eller udlevere nyt kuponark til en uberettiget ihændehaver.

Stk. 2 Hvis anmelderens bopæl ikke meddeles skyldneren og heller ikke kendes af ham, afvises anmeldelsen. Virkningen af anmeldelsen falder bort, når en ihændehaver af gældsbrevet får sin ret til at råde over gældsbrevet fastslået ved erkendelse fra anmelderen eller endelig dom over ham. Bor anmelderen i udlandet, og har han ikke i anmeldelsen udpeget en stedfortræder her i landet, kan sagen anlægges her i landet på det sted, hvor notering begæres.

Stk. 3 Hvis en ihændehaver har meldt sig, men han ikke rejser sag mod anmelderen inden tre måneder, efter at han er blevet afvist af skyldneren, skal den omstændighed, at gældsbrevet er blevet forelagt skyldneren, ikke udelukke dets mortifikation, når det har vist sig umuligt at opspore den, der meldte sig med gældsbrevet.

§ 41

For at formindske faren for, at falske overdragelser anmeldes til notering, påhviler det skyldneren i det omfang, justitsministeren bestemmer, at foretage stikprøvevis kontrol af noteringerne ved udsendelse af skriftlig meddelelse om den foretagne notering til den, på hvis navn gældsbrevet forud var noteret, og hvis adresse var påført gældsbrevet eller i øvrigt let kan udfindes.

Stk. 2 Mod gebyr af højst 1 krone kan den, der får et gældsbrev noteret på navn, fordre meddelelse i anbefalet brev om notering af overdragelse eller ophævelse af hans ret over gældsbrevet.

Stk. 3 Om antallet af udsendte meddelelser og modtagne indsigelser aflægger skyldneren beretning til justitsministeren.

§ 42

Nærmere regler om fremgangsmåden ved notering og om de i § 41 omhandlede forhold fastsættes af justitsministeren efter forhandling med ministeren for handel, industri og søfart.