Fyrværkeriloven § 3

Denne konsoliderede version af fyrværkeriloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler

Lov nr. 193 af 24. maj 1972,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2 af 03. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 799 af 09. juni 2020 og lov nr. 782 af 04. maj 2021

§ 3

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om Risikobekendtgørelsen

  • 1) opbevaring, overdragelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler,

  • 2) anvendelsesklassifikation og tekniske sikkerhedskrav til fyrværkeriartikler og andre pyrotekniske artikler, herunder krav om mærkning og brugervejledning og sikkerhedsinformation i forbindelse med opbevaring, anvendelse og håndtering,

  • 3) krav om prøvning og godkendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, herunder krav om fremlæggelse af dokumentation for godkendt transportklassifikation,

  • 4) forbud imod salg til personer under 18 år af fyrværkeri samt kemikalier, der kan anvendes til fremstilling af fyrværkeri,

  • 5) uddannelse, herunder krav om efteruddannelse og godkendelse af festfyrværkere,

  • 6) meddelelse af tilladelser og godkendelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af denne lov, herunder bestemmelser om vilkår,

  • 7) tilbagekaldelse af tilladelser og godkendelser udstedt i medfør af denne lov eller efter regler fastsat i medfør af denne lov bortset fra i de af § 2 a, stk. 5, omfattede tilfælde,

  • 8) krav om, at en ansøger om godkendelse efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov har tegnet ansvarsforsikring,

  • 9) overgangsordninger vedrørende tilladelser og godkendelser meddelt i medfør af denne lov eller efter regler fastsat i medfør af denne lov,

  • 10) kontrol med transportklassifikation af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, der opbevares eller fremstilles,

  • 11) placering, indretning og brug af virksomheder og steder, hvor der opbevares, anvendes eller fremstilles fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler,

  • 12) foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge eller formindske brandfare og til at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand ved opbevaring, anvendelse, håndtering og fremstilling af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, herunder brandvagt i forbindelse med anvendelse af fyrværkeri, og

  • 13) bestemmelser, som er nødvendige for at opfylde Danmarks forpligtelser på fyrværkeriområdet i henhold til EU-retten.