Forsikringsformidlingsloven - GAMMEL § 14a

Denne konsoliderede version af forsikringsformidlingsloven - GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves 1. oktober 2018, jf. § 7, nr. 4, i lov nr. 706 af 08/06 2018.

Lov om forsikringsformidling

Lov nr. 41 af 19. maj 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 22. august 2013,
som ændret ved lov nr. 599 af 12. juni 2013, lov nr. 639 af 12. juni 2013, lov nr. 268 af 25. marts 2014, lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 532 af 29. april 2015, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 664 af 08. juni 2017 og lov nr. 665 af 08. juni 2017

§ 14a

Når en forsikringsmæglervirksomhed indhenter tilbud på forsikringsaftaler for kunden hos et eller flere forsikringsselskaber, skal forsikringsmæglervirksomheden samtidig give de informationer til forsikringsselskabet, der er nødvendige for, at forsikringsselskabet kan fastsætte prisen på forsikringen. I pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I skal forsikringsmæglervirksomheden oplyse forsikringsselskabet om størrelsen af det honorar, der er aftalt mellem kunden og forsikringsmæglervirksomheden. Forsikringsmæglervirksomheden skal samtidig oplyse forsikringsselskabet om længden af den periode, hvori kunden og forsikringsmæglervirksomheden har aftalt, at honoraret skal indregnes i forsikringspræmien. Perioden må ikke overstige 3 år. Forsikringsselskabet skal indregne dette honorar i forsikringspræmien og betale honoraret til forsikringsmæglervirksomheden.

Stk. 2 En forsikringsmæglervirksomhed må ikke modtage provision eller andet vederlag fra forsikringsselskabet i tilknytning til det konkrete kundeforhold.

Stk. 3 Et forsikringsselskab kan dog på kundens vegne varetage formidlingen af de i § 14, stk. 1, nævnte beløb til forsikringsmæglervirksomheden. Kunden og forsikringsselskabet kan endvidere indgå aftale om finansiering af kundens betaling til forsikringsmæglervirksomheden.

Stk. 4 Uanset stk. 2 må en forsikringsmæglervirksomhed modtage provision fra et forsikringsselskab, der ikke har hjemsted eller er etableret ved en filial her i landet. Forsikringsmæglervirksomheden er dog forpligtet til at videresende en modtaget provision til kunden.