Forsikringsaftaleloven III.

Denne konsoliderede version af forsikringsaftaleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsaftaler

Lov nr. 129 af 15. april 1930,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1237 af 09. november 2015,
som ændret ved lov nr. 638 af 08. juni 2016 og lov nr. 550 af 30. maj 2017

III. Livsforsikring
Almindelige bestemmelser
§ 97

Livsforsikring kan tegnes på forsikringstagerens eller en trediemands liv.

§ 97a

Uden for de tilfælde, der er omfattet af kapitel I a, har forsikringstageren ret til at træde tilbage fra en aftale vedrørende livsforsikring senest 30 dage efter, at den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde.

Stk. 2 Fristen regnes dog fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, hvis den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde før dette tidspunkt.

Stk. 3 Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

Stk. 4 Stk. 1 gælder ikke for

  • 1) livsforsikring, der dækker en risiko, der kun strækker sig over en aftalt periode af højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring,

  • 2) livsforsikring, der tegnes som gruppeforsikring eller anden kollektiv forsikring, hvor forsikringsaftalen indgås mellem selskabet og en repræsentant for forsikringstageren, og

  • 3) livsforsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

Stk. 5 Træder forsikringstageren tilbage fra forsikringsaftalen i medfør af stk. 1, frigøres den pågældende for alle forpligtelser i henhold til aftalen.

Stk. 6 Bestemmelserne i stk. 1-3 og 5 kan ikke fraviges til skade for forsikringstageren.

§ 98

Skal præmien betales i flere perioder, er forsikringstageren ikke pligtig at holde forsikringen i kraft gennem betaling af de senere præmier.

§ 99

Ønsker selskabet at begrænse sit ansvar i tilfælde af fareforøgelse, må det i policen tydeligt angive, hvilke bestemte fareforøgelser der skal have betydning, og hvilken virkning fareforøgelsen skal have.

§ 100

Har den, på hvis liv forsikringen er tegnet, berøvet sig livet på et tidspunkt, hvor forsikringen ikke har været i kraft uafbrudt mindst de sidste 2 år, er selskabet fri for ansvar, medmindre det må anses godtgjort, at forsikringen er tegnet eller på ny sat i kraft uden tanke på selvmordet, og at dette ville være begået, selv om forsikringen ikke havde foreligget.

§ 101

Uanset at selskabet efter en i denne lov indeholdt regel eller efter aftalt vilkår er fri for ansvar, finder de i henhold til lov eller aftale gældende regler for tilbagekøb af forsikringer eller disses omskrivning til fripolicer anvendelse.

Kapitalforsikring
§ 102

Forsikringstageren kan ved forsikringens tegning eller senere indsætte en anden som begunstiget. Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den begunstigede.

Stk. 2 Forsikringstageren kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre forsikringstageren over for den begunstigede har givet afkald på dette. Forsikringstagerens ret til at tilbagekalde indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.

Stk. 3 Selskabet skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede om forsikringsbegivenhedens indtræden underrette den skifteret, der behandler forsikringstagerens dødsbo, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer, om begunstigelsesindsættelsen, forsikringssummens størrelse og om, hvorvidt udbetaling er sket.

§ 103

Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse af sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes policen af selskabet.

Stk. 2 Forsikringstageren kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje. § 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold gælder også for forsikringstagerens bestemmelser om særeje.

Stk. 3 Forsikringstageren kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis forsikringstageren ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal forvalte den båndlagte arv, bestemmer den skifteret, der behandler boet efter forsikringstageren, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer, hvem forsikringsselskabet skal udbetale forsikringssummen til.

§ 104

Hvis indsættelse af en begunstiget må anses for urimelig over for forsikringstagerens ægtefælle eller en livsarving, kan det ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller delvis skal tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Beløbet kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10 og § 11, stk. 2, hvis forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente bo.

Stk. 2 Ved afgørelse efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på

  • 1) baggrunden for indsættelsen af den begunstigede,

  • 2) ægtefællens, en livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og

  • 3) omstændighederne i øvrigt.

Stk. 3 Har ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af forsikringssummen til den begunstigede gjort indsigelse over for selskabet mod udbetalingen, må forsikringsselskabet ikke udbetale forsikringssummen til den begunstigede, før det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har ret til forsikringssummen. Selskabet kan dog altid udbetale indtil en tredjedel af forsikringssummen til den begunstigede, og, hvis den pågældende sørger for forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse af udgifterne herved.

Stk. 4 En sag efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod den begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.

§ 105

Ved fortolkningen af bestemmelser om indsættelse af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne, når forsikringssummen skal udbetales ved forsikringstagerens død.

Stk. 2 Er forsikringstagerens ægtefælle indsat som begunstiget, anses den ægtefælle, som forsikringstageren ved sin død levede i ægteskab med, som begunstiget.

Stk. 3 Har forsikringstageren indsat sine børn som begunstigede, anses den pågældendes livsarvinger, herunder den pågældendes adoptivbørn og disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler den pågældende.

Stk. 4 Er forsikringstagerens arvinger indsat som begunstigede, får arvingerne del i forsikringssummen efter det forhold, som de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter forsikringstageren.

§ 105a

Medmindre andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende forsikringstagerens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i stk. 2, børn eller arvinger i nævnte rækkefølge.

Stk. 2 For at være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og

  • 1) vente, have eller have haft et barn sammen med forsikringstageren eller

  • 2) have levet sammen med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet.

Stk. 3 En fælles bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.

§ 105b

Har forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsikringssummen udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens nærmeste pårørende, jf. § 105 a. Er der ikke nogen nærmeste pårørende, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens dødsbo.

Stk. 2 Forsikringssummen tilfalder forsikringstagerens dødsbo, hvis forsikringstageren har bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.

§ 106

Er en bestemt person indsat som begunstiget, bortfalder begunstigelsen, hvis forsikringssummen skal udbetales ved eller efter forsikringstagerens død, og den begunstigede ikke overlever denne.

§ 107

Skal efter aftalen forsikringssummen udbetales, når forsikringstageren enten dør eller opnår en bestemt alder, anses indsættelse af en begunstiget som kun gældende for dødsfaldet.

§ 108

Indsættelse af en begunstiget medfører ingen indskrænkning i forsikringstagerens ret til at forlange tilbagekøbsværdien eller til at overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over de rettigheder, forsikringsaftalen hjemler ham.

Stk. 2 Har forsikringstageren overfor den begunstigede givet afkald på at tilbagekalde begunstigelsen, anses han også at have fraskrevet sig retten til uden den begunstigedes samtykke at råde således over forsikringen at den begunstigedes ret derved indskrænkes eller forspildes.

§ 109

Så længe forsikringsbegivenheden ikke er indtrådt, kan den begunstigede - selv om hans indsættelse er uigenkaldelig - ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over sit krav.

§ 110

Har forsikringstageren tegnet en forsikring således, at forsikringssummen ikke skal udbetales umiddelbart ved hans død, men først på et senere tidspunkt, eller har han tegnet en forsikring på en andens liv, indtræder den begunstigede, såfremt intet andet fremgår af forholdet, ved forsikringstagerens død i dennes ret efter aftalen.

§ 111

Den, der ved køb eller på anden måde får en livsforsikringspolice overdraget, erhverver derved alle de rettigheder mod selskabet, aftalen hjemler. Ved overdragelsen bortfalder indsættelse af begunstiget for så vidt ikke afkald på tilbagekaldelsesretten er givet.

§ 112

Pantsætter forsikringstageren sit krav, bortfalder ikke derved sket indsættelse af en begunstiget. Er der ikke givet afkald på retten til at tilbagekalde, står den begunstigede tilbage for panthaverens ret.

Stk. 2 Panthaveren kan, når hans fordring er forfalden, gøre kravet på forsikringens tilbagekøbsværdi gældende efter forud med 2 måneders varsel at have opfordret forsikringstageren til at løse pantet mod betaling af nævnte værdi. Er forsikringsbegivenheden indtrådt, kan han søge fyldestgørelse i forsikringssummen.

Stk. 3 Pantet anses ikke at omfatte krav på bonus, der forfalder forinden panthaveren har søgt fyldestgørelse.

§ 113

Retshandler vedrørende de af en livsforsikringsaftale flydende rettigheder mod selskabet kan, hvis policen ikke har fået påtegning om retshandelen, ikke gøres gældende over for den, der senere i god tro gennem overdragelse har erhvervet sådanne rettigheder, når han har fået policen i sin besiddelse, eller policen har fået påtegning om hans ret.

§ 114

Udbetaling af forsikringssummen eller af genkøbsværdien eller bestemmelse om ændring i det bestående kontraktsforhold kan ikke gøres gældende overfor de i § 113 nævnte godtroende erhververe, medmindre retshandelen er indgået i god tro med den, der havde policen i hænde med formel lovlig adkomst, og policen enten er tilbageleveret selskabet eller har erholdt påtegning om det stedfundne.

§ 115

Er en police udstedt eller senere transporteret til ihændehaveren, bliver denne ikke derved uden at oplyse sin adkomst legitimeret overfor selskabet til at oppebære forsikringssummen eller til i øvrigt at råde over forsikringen.

Stk. 2 Indsættelse af en begunstiget kan ikke ske ved en bestemmelse om, at forsikringssummen skal udbetales til ihændehaveren.

§ 116

Hverken forsikringstagerens eller den begunstigedes ret overfor selskabet kan gøres til genstand for retsforfølgning fra deres kreditorers side, jfr. dog § 117.

Stk. 2 Er en livsforsikringspolice overdraget, kan erhververens ret gøres til genstand for retsforfølgning fra hans kreditorers side, medmindre erhververen er forsikringstagerens ægtefælle, eller erhvervelsen har fundet sted uden vederlag. Bestemmelserne i § 117 finder i så tilfælde tilsvarende anvendelse med hensyn til de af erhververen betalte præmier eller - for ægtefællens vedkommende - med hensyn til det vederlag, denne måtte have erlagt for overdragelsen.

§ 117

Kommer forsikringstageren under konkurs, og findes det, at han i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af præmier har anvendt et efter hans formuetilstand på det tidspunkt betalingen fandt sted, uforholdsmæssigt stort beløb, kan konkursboet overfor selskabet forlange, at det for meget erlagte indbetales i boet, for så vidt det kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller, såfremt en sådan ikke findes, af kapitalværdien af den fripolice, hvortil forsikringstageren ville have ret på grundlag af de stedfundne betalinger.

Stk. 2 Er forsikringssummen forfalden uden at være udbetalt inden fristdagen, eller forfalder den under konkursbehandlingen, kan konkursboet under de i 1ste stykke omhandlede betingelser forlange en tilsvarende del af forsikringssummen indbetalt i boet.

Stk. 3 Foranstående regler kommer til anvendelse, uanset om der er indsat en begunstiget, og uanset om forsikringstageren har forpligtet sig til ikke at tilbagekalde begunstigelsen. Har den begunstigede erlagt vederlag for indsættelsen, er han berettiget til af boet at kræve dette tilbage. Såfremt han har oppebåret forsikringssummen, kan boet gøre kravet gældende mod ham.

Renteforsikring
§ 118

Ved renteforsikring kommer de for kapitalforsikring fastsatte regler til anvendelse. Dog frigøres selskabet ved udbetaling af forfaldne renteydelser til den opgivne rentenyder, så længe det ikke har fået kundskab om, at retten dertil er overdraget nogen anden. Dette gælder, selv om policen ikke har fået påtegning om udbetalingen.

Stk. 2 Er den, i hvis levetid renten skal betales, en anden end forsikringstageren, anses han at være indsat som begunstiget.