Forsikringsaftaleloven II.

Enhver lovlig interesse, der lader sig ansætte i penge, kan være genstand for skadesforsikring. Forsikringen kan tegnes for forsikringstagerens eller trediemands interesse.

Er tingsforsikring tegnet uden angivelse af nogen bestemt interesse, skal forsikringen anses at dække den interesse, der knytter sig til, at selve tingens værdi ikke forringes ved forsikringsbegivenheden, men omfatter ikke anden til tingens bevarelse knyttet interesse. Selskabet svarer således ikke for driftstab eller for skade, som skyldes, at tingen ikke kan anvendes til den tid og på den måde, som er forudsat.

Med de i §§ 38 og 75 nævnte undtagelser ansættes tingens værdi til det beløb, der efter priserne umiddelbart før forsikringsbegivenheden ville kræves til genanskaffelse af den tilintetgjorte eller beskadigede genstand med rimeligt fradrag for værdiforringelse ved alder, brug, nedsat anvendelighed eller andre omstændigheder.

Erstatning for genstande, som den sikrede selv har tilvirket til salg, fastsættes på grundlag af den pris, som ved salg på almindelige vilkår ville kunne opnås umiddelbart før forsikringsbegivenhedens indtræden, med fradrag for regelmæssige salgsomkostninger, undgået handelsrisiko samt fordelen ved kontant betaling.

Selskabet er, selv om andet er aftalt, ikke forpligtet til at udrede større erstatning end, hvad der kræves til den lidte skades dækning.

Er forsikringssummen lavere end den forsikrede interesses værdi, hæfter selskabet kun efter forholdet mellem forsikringssummen og den nævnte værdi.

Er samme interesse forsikret mod samme fare hos flere selskaber, hæfter hvert selskab, som om det var eneforsikrer.

Er flere selskaber ansvarlige for en skade, og er den erstatning, der skal udredes, mindre end de erstatningsbeløb, for hvilke selskaberne tilsammen hæfter, fordeles ansvaret selskaberne imellem i forhold til de beløb, for hvilke hvert af dem hæfter. Kan et af selskaberne ikke udrede sin andel, fordeles det manglende beløb mellem de øvrige i tilsvarende forhold indenfor den ved 1ste punktum angivne begrænsning.

Er der i forsikringsaftalen truffet forbehold om, at selskabet helt eller delvis skal være fri for ansvar, hvis samme interesse er eller bliver forsikret i andet selskab, har den sikrede dog ret til erstatning for skade, som han ikke får godtgjort ifølge en anden forsikring. Har flere selskaber tegnet forsikring på samme interesse, og har de alle betinget deres ansvar af, at der ikke andetsteds er tegnet forsikring på samme interesse, hæfter alle selskaberne desuagtet i forhold til det beløb, med hvilket hvert af dem ville have svaret, hvis det alene havde tegnet forsikringen. Kan et af selskaberne ikke udrede sin andel, fordeles det manglende beløb i tilsvarende forhold på de andre selskaber.

Den sikrede er forpligtet til at give det selskab, som han afkræver erstatning, underretning om, hos hvilke selskaber der tillige er tegnet forsikring, og er ansvarlig for tab, som forårsages ved, at sådan underretning forsømmes.

Bliver med den sikredes vilje en i policen bestemt angivet fareomstændighed således ændret, at selskabets risiko derved forøges udover, hvad der ved aftalens afslutning kan antages at være taget i betragtning, er selskabet fri for ansvar, hvis det ikke ville have overtaget forsikringen, såfremt de ved ændringen hidførte forhold havde foreligget, da aftalen blev afsluttet.

Undlader den sikrede efter at være kommet til kundskab om en ikke med hans vilje sket fareforøgelse uden gyldig grund at underrette selskabet derom, anses ændringen som hidført med hans vilje.

Uanset om en fareforøgelse af den i § 45 nævnte art er hidført med eller uden den sikredes vilje, er selskabet berettiget til at opsige forsikringen med en uges - hvis forsikringstageren har bopæl i Grønland, en måneds - varsel.

Vil selskabet påberåbe sig, at fareforøgelse er indtrådt, må det efter erhvervet kundskab om fareforøgelsen uden unødigt ophold give den sikrede meddelelse om, hvorvidt det vil gøre nogen ret i henhold til §§ 45-47 gældende.

Selskabet kan ikke til sin frigørelse påberåbe sig en fareforøgelse, når denne er bortfaldet eller har ophørt at have nogen betydning for selskabet.

Aftale om, at fareforøgelse skal have retsvirkning i andre tilfælde eller i videre omfang end hjemlet ved §§ 45-49, kan ikke påberåbes af selskabet. Dog kan det vedtages, at reglerne i § 45, 2det stykke, skal anvendes i stedet for reglerne i samme paragraf, 3die stykke, og omvendt.

Er der i forsikringsaftalen givet pålæg om forholdsregler, der før forsikringsbegivenhedens indtræden skal iagttages for at forebygge denne eller formindske skadens omfang, og har den sikrede eller nogen, hvem det påhviler at påse forskrifternes gennemførelse, gjort sig skyldig i forsømmelse med hensyn til overholdelsen af sådant pålæg, har den sikrede kun krav mod selskabet, når og for så vidt det må anses godtgjort, at forsikringsbegivenhedens indtræden eller omfang ikke skyldes overtrædelse af disse forskrifter.

Den sikrede skal, når en forsikringsbegivenhed er indtrådt, eller umiddelbar fare for dens indtræden foreligger, efter evne afværge eller begrænse skaden samt, hvis selskabet er forpligtet til at erstatte en skade, for hvilken den sikrede har ret til erstatning hos trediemand, træffe de til sikring af selskabets dækningskrav efter omstændighederne nødvendige foranstaltninger, indtil selskabet bliver i stand til selv at varetage sit tarv. Har selskabet i så henseende givet bestemte forskrifter, skal den sikrede så vidt muligt følge disse.

Forsikringen omfatter tab eller udgift, som forvoldes den sikrede ved efter omstændighederne forsvarlig foranstaltning af den i § 52 nævnte art. Bestemmelsen i § 40 finder her tilsvarende anvendelse.

Er tingsforsikring tegnet uden angivelse af nogen bestemt interesse, anses forsikringen tegnet til fordel for enhver, der som ejer, panthaver eller indehaver af anden tinglig ret, eller fordi han bærer faren for tingen, vil lide tab ved, at den forringes eller går til grunde. Dette gælder dog ikke i forhold til en søpanthaver.

Forsikring af indbo anses, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne, tillige at omfatte indbo, der tilhører forsikringstagerens ægtefælle, hans hjemmeboende børn samt personer, der hører til forsikringstagerens husstand og står i personligt tjenesteforhold til ham.

Hvis forsikringen er tegnet til fordel for trediemand eller ifølge loven dækker fremmed interesse, er forsikringstageren, medmindre andet følger af retsforholdet mellem ham og trediemand, dog i forhold til denne berettiget til at træffe afgørelse om ændring, ophævelse eller opsigelse af aftalen og kan med retsvirkning modtage opsigelse eller anden meddelelse forsikringen vedrørende.

Når forsikringsbegivenheden indtræder, tilkommer retten til erstatning den, hvis interesse forsikringen skal dække, selv om han ikke har fået meddelelse om forsikringen.

Omfatter en forsikring samtidig ejerens og panthaverens interesse, kan erstatningsbeløbet udbetales til ejeren, når skaden er udbedret, en forsikret bygning genopført, andre af forsikringen og panteretten omfattede genstande genanskaffet eller lige så betryggende sikkerhed for panthaverens fyldestgørelse stillet. Det samme gælder, hvis forsikringen dækker andre i tingen berettigedes interesse.

Ved søforsikring forstås i denne lov forsikring mod fare, for hvilken den forsikredes interesse udsættes under søtransport. Omfatter en forsikring foruden søfare tillige anden fare der står i forbindelse med transporten, anses forsikringen i sin helhed som søforsikring.

Søforsikring omfatter, for så vidt ingen særlig undtagelse er gjort i lov eller aftale, enhver art af fare, for hvilken den forsikrede interesse udsættes.

Henvisningen til Sølovens §223a er forkert da den bestemmelse ikke længere findes i Søloven. Ved forsikring af kasko eller fragt er selskabet ansvarligt for den erstatningspligt, der kan påhvile den sikrede imod trediemand, hvor skib eller fragt hæfter for ansvar, som skyldes sammenstød med skib eller stødning mod fast eller flydende genstand eller sådant forhold, som ifølge sølovens § 223a ligestilles med sammenstød. Foreligger underforsikring, finder bestemmelsen i § 40 anvendelse. Selskabet hæfter dog ikke for rederens ansvar for skade, der som følge af sammenstødet er overgået gods, som befinder sig om bord i det forsikrede skib.

Selskabet hæfter ikke for skade på skib, der alene er en følge af slid, alder eller råddenskab, eller for skade, som rammer gods på grund af mangler ved dettes indpakning eller dets egen beskaffenhed, såsom indre skade, svind, sædvanlig udlækning eller dyrs død.

Skade, der hidrører fra, at skibet ved afgangen fra sidste havn ikke var sødygtigt, tilbørlig udrustet og bemandet, forsynet med de fornødne skibsdokumenter eller forsvarlig lastet, er selskabet ved forsikring af rederens interesse ikke pligtig at erstatte, medmindre det må antages, at hverken rederen eller skibsføreren har vidst eller burdet indse, at mangelen forefandtes.

Er almindeligt havari opgjort på behørigt sted og på lovlig måde, skal det bidrag til havariet, som i henhold til fordelingen falder på den forsikrede interesse, tilsvares af selskabet. Foreligger underforsikring, finder bestemmelsen i § 40 anvendelse.

Er det i befragtningsaftalen bestemt, at almindeligt havari skal opgøres efter andre regler end de i lov foreskrevne, frigøres selskabet ikke derved, at denne bestemmelse bringes til udførelse, såfremt de benyttede regler er almindelig anerkendte i international forretningsbrug.

Kan skade på den forsikrede genstand fordres erstattet under almindeligt havari, har den sikrede dog ret til uden at afvente havariopgørelsen at fordre denne skade erstattet af selskabet efter reglerne om partikulært havari.

Sker transport med andet skib end det, som efter forsikringsaftalen skulle benyttes, er selskabet fri for ansvar, hvis det må antages, at det, om det havde haft kendskab hertil, ikke ville have overtaget forsikringen eller ville have beregnet en højere præmie, opstillet andre vilkår eller genforsikret en større del af risikoen.

Sker der under rejsen afvigelse fra den vej, som er angivet ved aftalen eller i øvrigt må anses som den rette, ophører selskabets ansvar, medmindre afvigelsen er foretaget uden den sikredes samtykke.

Lider skib eller gods, som tilhører rederen, skade under bjærgning af andet skib eller dettes ladning, er selskabet fri for at erstatte skade, der må anses godtgjort gennem bjærgeløn. Viser det sig efter erstatningens udbetaling, at skaden helt eller delvis er godtgjort på nævnte måde, kan selskabet derhos kræve en tilsvarende del af erstatningsbeløbet tilbagebetalt.

Er et skib som følge af, at det er sunket eller strandet eller ved anden begivenhed, som forsikringen omfatter, kommet i en sådan tilstand, at det ikke for rimelig bekostning kan bjærges, eller er blevet således beskadiget, at det ikke er istandsættelse værd, har den sikrede ret til erstatning for totalskade.

Har der manglet underretning om et skib i tre gange så lang tid, som gennemsnitlig medgår til skibets rejse fra det sted, fra hvilket den sidste efterretning om skibet havdes, til nærmeste bestemmelsessted, dog mindst tre måneder, eller er skibet forladt af besætningen, og er det ikke inden tre måneder derefter kommet i den sikredes rådighed, har den sikrede ret til erstatning som for totalskade.

Er skib eller gods af fremmed magt belagt med embargo eller opbragt eller tilbageholdt ved lignende foranstaltning, og frigives det ikke inden 6 måneder derefter, har den sikrede ret til erstatning som for totalskade.

Udbetaler selskabet erstatning for totalskade, indtræder det i den sikredes ret til det, som måtte være i behold af de således erstattede genstande, og kan fordre, at den sikrede udleverer alle ham tilgængelige, disse genstande vedrørende dokumenter og bevisligheder.

Indtræffer havari flere gange i løbet af forsikringstiden, erstatter selskabet skaden, selv om erstatningssummerne tilsammen overstiger forsikringssummen.

Forsikringsværdien af et skib er den værdi, skibet havde på det tidspunkt, da selskabets ansvar begyndte.

Såfremt en forsikring i henhold til aftalen eller ifølge opsigelse af anden grund end manglende præmiebetaling ville ophøre på et tidspunkt, da skibet er på søen, bortfalder aftalen dog først ved udløbet af den dag, da skibet ankommer til første bestemmelsessted. Forlænges forsikringen herved, kan selskabet kræve præmie for forlængelsen.

Anden transportforsikring end søforsikring omfatter, for så vidt ingen særlig undtagelse er gjort i lov eller aftale, enhver art af fare, for hvilken den forsikrede interesse udsættes under transporten.

Bestemmelserne i §§ 62, 67, 68, 72, 73, 74 og 75 finder tilsvarende anvendelse.

Brandforsikring dækker den ved ildsvåde forårsagede skade på en af forsikringen omfattet genstand, selv om denne ikke kommer i brand. Skade, forårsaget ved ild, der ikke kan betegnes som ildsvåde, omfattes ikke af forsikringen.

Udsættes en genstand forsætlig for varme ved kogning, strygning, tørring, røgning eller lignende er selskabet ikke ansvarligt for den derved opståede skade på genstanden, selv om den kommer i brand.

Hvis ikke andet er aftalt, svarer selskabet også for skade, som forvoldes ved lynnedslag, selv om der ikke derved opstår brand, på samme måde som for brandskade.

Bortkommer brandforsikrede ting under brand ved tyveri eller på anden måde, eller beskadiges de under forsøg på at redde dem fra brand, anses skaden som brandskade. Det samme er tilfældet, hvis de tilintetgøres eller beskadiges for at forebygge eller begrænse en brand under sådanne omstændigheder, at opofrelsen må anses som forsvarlig. Dette gælder, selv om branden ikke truer nogen genstand, der falder ind under forsikringen.

Befinder en forsikret genstand sig ved forsikringsbegivenhedens indtræden på andet sted end det ved forsikringens tegning opgivne, er selskabet ansvarligt, medmindre det må antages, at selskabet, hvis det sted, hvor forsikringsbegivenheden indtraf, var opgivet som forsikringssted, ville have afholdt sig fra at tegne forsikringen eller betinget sig højere præmie eller andre vilkår eller ville have genforsikret i videre omfang.

Gælder en forsikring for et tidsrum af et år, skal den, hvis ikke andet må anses aftalt, betragtes som fornyet for et år ad gangen, medmindre forsikringstageren eller selskabet har opsagt den senest en uge før forsikringstidens udløb.

Reglerne i §§ 18 og 19 gælder også, hvis forsikringsbegivenheden fremkaldes af den sikredes med ham samlevende ægtefælle.

Er en forsikret fast ejendom pantsat, kan panthaveren, selv om selskabets ansvar overfor ejeren bortfalder i medfør af §§ 4, 6 og 50, 2det stykke, dog kræve dækning i den erstatning, som ellers ville være kommet til udbetaling, for så vidt han ikke kan opnå fyldestgørelse af pantet eller af skyldnerens øvrige formue. I det omfang, i hvilket selskabet har betalt erstatning til panthaveren, indtræder det i dennes ret mod ejeren.

Bortfalder forsikringen af en fast ejendom ifølge aftale, eller nedsættes forsikringssummen, eller bringes selskabets ansvar til ophør på grund af manglende præmiebetaling eller ejerskifte, får dette først retsvirkning overfor panthaveren 14 dage - hvis panthaveren har bopæl i Grønland, en måned - efter, at han fra selskabet har modtaget meddelelse derom.

Bestemmelser i aftalen, der indeholder afvigelse fra de i §§ 86 og 87 opstillede regler til beskyttelse af panthavere, kan ikke påberåbes af selskabet.

Dør eller nedslås et forsikret dyr inden en måned efter forsikringstidens udløb som følge af en af aftalen omfattet begivenhed, der er indtrådt i forsikringstiden, hæfter selskabet, som om døden var indtrådt i forsikringstiden.

Hvis et dyr dør eller nedslås som følge af en sygdom eller et ulykkestilfælde, beregnes erstatningen efter den værdi, dyret umiddelbart før døden ville have haft, om sygdommen eller ulykkestilfældet ikke var indtrådt.

Er der tegnet forsikring mod erstatningsansvar, nogen pådrager sig overfor trediemand som følge af en skadevoldende begivenhed, er selskabet forpligtet til at betale erstatning, hvis en begivenhed, som omfattes af aftalen, finder sted i løbet af forsikringstiden, selv om de skadelige følger først indtræder senere.

Omkostninger, der foranlediges af den sikredes forsvar mod krav fra trediemands side, omfattes af forsikringen, såfremt det efter omstændighederne må anses for rimeligt, at den sikrede har pådraget sig dem.

Såfremt der for en fordring, der hidrører fra et af forsikringen omfattet ansvar, foretages en arrestforretning, er selskabet pligtigt at stille den sikkerhed, der er fornøden for at afværge arresten, dog ikke udover forsikringssummen.

En bestemmelse i aftalen om, at selskabet skal være fri for ansvar, såfremt den sikrede uden selskabets samtykke udbetaler erstatning eller godkender et fremsat erstatningskrav, er ugyldig i det omfang, hvori det må anses godtgjort, at den sikrede ved at betale eller godkende kravet kun har opfyldt sin retspligt.

Når den sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort.

Når selskabet er vidende om en indtruffen forsikringsbegivenhed, kan det ikke gennem forhandlinger med den sikrede bevirke, at den skadelidtes ret ifølge § 95 derved indskrænkes eller forspildes.