Forretningsorden for Folketinget Kapitel II

Denne konsoliderede version af forretningsorden for Folketinget er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 9578 af 04. juli 2023

Kapitel II Formand, næstformænd, tingsekretærer
§ 2

Tinget sættes ved, at det vælger et præsidium bestående af en formand og indtil 4 næstformænd. Desuden vælges 4 tingsekretærer. Ingen kan uden Tingets samtykke undslå sig for at modtage valget.

Stk. 2 Valgene foretages ved hver folketingssamlings begyndelse, det vil sige ved folketingsårets begyndelse og ved Tingets sammentræden efter folketingsvalg. Nyt valg af præsidium skal endvidere ske, hvis formanden fratræder, eller hvis 60 medlemmer skriftligt og med mindst 3 dages varsel forlanger det.

Stk. 3 Valg af præsidiemedlemmer og tingsekretærer sker, når Tinget træder sammen ved en folketingssamlings begyndelse, under aldersformandens ledelse, efter folketingsvalg dog under den midlertidige formands ledelse og i andre tilfælde under den fungerende formands ledelse.

§ 3

Valg af Tingets Præsidium foregår således: Formanden vælges uden forhandling efter reglerne i § 36, stk. 2. Hver af de i Tinget repræsenterede fire største folketingsgrupper ud over den folketingsgruppe, som formanden måtte tilhøre, udpeger i rækkefølge efter størrelse blandt sine medlemmer henholdsvis første, anden, tredje og fjerde næstformand. Er to eller flere folketingsgrupper lige store, gør lodtrækning udslaget mellem dem.

Stk. 2 Tingsekretærerne vælges ved forholdstalsvalg efter reglerne i § 36, stk. 1.

§ 4

Formanden drager omsorg for, at Folketingets arbejde tilrettelægges og afvikles på forsvarlig måde.

Stk. 2 Formanden leder forhandlingerne i Tinget og sørger for opretholdelse af god orden og en værdig forhandlingsform. Ethvert medlem er pligtig at underkaste sig formandens afgørelse angående ordenens opretholdelse (jf. i øvrigt kapitel XI).

Stk. 3 Vil formanden deltage i forhandlingerne i Tinget ud over, hvad der følger af virksomheden som formand, overlades ledelsen til en af næstformændene.

§ 5

I formandens forfald træder en af næstformændene – og i deres forfald en af tingsekretærerne efter deres alder som sådanne – i alle henseender i dennes sted.

§ 6

Tingsekretærerne yder i fornødent omfang bistand ved afstemninger. Ved afstemninger i henhold til § 35, stk. 3 og 4, tæller de stemmer og meddeler tallene til formanden. Ved navneopråb foretager en af tingsekretærerne opråbet.

Stk. 2 Er der under et møde ikke mindst to tingsekretærer til stede, kan formanden udpege et eller to af de tilstedeværende medlemmer til midlertidigt at fungere som tingsekretær.