Forældreansvarsloven § 18a

Denne konsoliderede version af forældreansvarsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 499 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020,
som ændret ved lov nr. 2215 af 29. december 2020 og lov nr. 753 af 13. juni 2023

§ 18a

Forældre, der har fælles forældremyndighed, kan aftale, at barnet har delt bopæl, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt. Aftalen ophører, når den ene forælder meddeler ophøret til den anden forælder. Barnet har dog efter ophør af aftalen fortsat delt bopæl, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt., indtil forældrene har indgået en aftale om barnets bopæl eller samvær eller der er truffet afgørelse om barnets bopæl efter §§ 17 eller 26 eller om samvær efter §§ 21, 29 eller 29 a, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Har en forælder bragt en aftale om delt bopæl til ophør, som følge af at den anden forælder ved en flytning af sin bopæl ikke har overholdt betingelser i aftalen om den geografiske placering af forældrenes bopæle, og sker ophøret inden for 1 måned efter den anden forælders flytning, har barnet bopæl hos den forælder, der har overholdt aftalen.

Stk. 3 En aftale om delt bopæl efter stk. 1 kan registreres i CPR ved anmeldelse af aftalen til Familieretshuset. Registreringen fjernes, hvis en forælder foretager anmeldelse herom til Familieretshuset.