Folketingsvalgloven § 43

Denne konsoliderede version af folketingsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg til folketinget

Lov nr. 271 af 13. maj 1987,
jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 08. januar 2024

Stemmesedler
§ 43

Valgbestyrelsen tilvejebringer stemmesedler til brug ved afstemningen i opstillingskredsen samt opslag, jf. § 45, stk. 3. Stemmesedler og opslag udarbejdes på grundlag af de fortegnelser over de opstillede kandidater, der er nævnt i § 42, stk. 1.

Stk. 2 Stemmesedlen skal indeholde navnene og bogstavbetegnelserne på samtlige partier, der har kandidater opstillet i storkredsen. Partierne anføres i alfabetisk rækkefølge efter bogstavbetegnelsen.

Stk. 3 Stemmesedlen skal endvidere indeholde navnene på samtlige kandidater, der er opstillet i storkredsen. Kandidater, der opstiller for et parti, anføres samlet i et særskilt felt for det pågældende parti og i den rækkefølge, der er angivet i § 39, stk. 2, og § 40, stk. 2 og 3. Kandidater, der opstiller uden for partierne, anføres til sidst i et særskilt felt for disse og i alfabetisk rækkefølge, dog således at kandidater opstillet i opstillingskredsen anføres først.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om stemmesedlernes indhold og udformning.