Folkeskoleloven § 24b

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 90 af 29. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1746 af 27. december 2016, lov nr. 209 af 05. marts 2019, lov nr. 882 af 21. juni 2022 og lov nr. 1544 af 12. december 2023

§ 24b

Efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelsen og ungdomsskolebestyrelsen kan kommunalbestyrelsen beslutte, at en folkeskole og en ungdomsskole skal have fælles leder og fælles bestyrelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer som led i beslutningen efter stk. 1 efter høring af skolebestyrelsen og ungdomsskolebestyrelsen beslutning om sammensætning af den fælles bestyrelse. § 42, stk. 1, finder ikke anvendelse. I den fælles bestyrelse skal der mindst være repræsentanter for:

  • 1) Forældre til børn i folkeskolen.

  • 2) Medarbejdere ved folkeskolen.

  • 3) Medarbejdere ved ungdomsskolen.

  • 4) Elever ved skolen valgt af og blandt folkeskolens elever.

  • 5) Elever ved ungdomsskolen valgt af og blandt ungdomsskolens elever.

  • 6) Repræsentanter for organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter.

Stk. 3 Regler fastsat i medfør af § 43, stk. 1 og 3, om valg af repræsentanter til skolebestyrelsen finder anvendelse ved valg af repræsentanter for folkeskolen til den fælles bestyrelse. Regler fastsat i medfør af § 7, stk. 5, i lov om ungdomsskoler om valg af repræsentanter til ungdomsskolebestyrelsen finder anvendelse ved valg af repræsentanter for ungdomsskolen til den fælles bestyrelse.

Stk. 4 Den fælles bestyrelse varetager de opgaver, der i denne lov og lov om ungdomsskoler er henlagt til skolebestyrelsen og ungdomsskolebestyrelsen. Beslutninger, der alene har betydning for ungdomsskolens virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for ungdomsskolen. Beslutninger, der alene har betydning for folkeskolens virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for folkeskolen.