Fødevareloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af fødevareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fødevarer

Lov nr. 526 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 05. juli 2023

Kapitel 7 1 Materialer og genstande
§ 25

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om

  • 1) godkendelse af materialer og genstande, der anvendes ved behandling eller markedsføring af fødevarer,

  • 2) godkendelse af stoffer, der indgår i materialer og genstande,

  • 3) godkendelse af fremstillingsprocesser, der anvendes ved produktion af materialer og genstande,

  • 4) sammensætning og mærkning af materialer og genstande,

  • 5) afsmitning fra materialer og genstande,

  • 6) krav til holdbarhed og styrke af materialer og genstande, som skal anvendes til bestemte fødevarer eller i bestemte situationer, og

  • 7) at materialer og genstande skal ledsages af sundheds- eller kvalitetscertifikater.

§ 25a

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at

  • 1) virksomhedsledere, producenter eller importører af materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer skal træffe forholdsregler med henblik på at trække sådanne materialer og genstande tilbage fra markedet, hvis de pågældende antager eller har grund til at antage, at materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, som virksomheden har produceret, importeret eller distribueret, ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed, og at

  • 2) materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer ikke må markedsføres, hvis de udgør eller antages at udgøre en fare for fødevaresikkerheden.

§ 26

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om godkendelse, sammensætning og mærkning samt anvendelse af rengørings-, desinfektions- og smøremidler.

§ 27

For de i §§ 25 og 26 nævnte produkter finder §§ 4 og 14-19, § 36, stk. 1, §§ 39-41, 49, 51-54 og 56 tilsvarende anvendelse.