Fødevareloven Kapitel 17

Denne konsoliderede version af fødevareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fødevarer

Lov nr. 526 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 05. juli 2023

Kapitel 17 1 Ikrafttræden m.v.
§ 62

For kommunale tjenestemænd, som i forbindelse med ikrafttrædelsen af lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven) blev tilbudt ansættelse som statstjenestemænd, men som ikke ønskede en sådan stilling, opretholdes den kommunale ansættelse og de herfor gældende vilkår under tjenestemandens udførelse af opgaver, der er henlagt til den tilbudte statslige stilling.

Stk. 2 Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af den opgaveomlægning, der har fundet sted i forbindelse med oprettelsen af en central enhed og et antal regionale statslige enheder, som varetager kontrol, tilsyn, undersøgelser og informationsvirksomhed m.m. inden for fødevarelovens område. Tjenestemanden har herunder pligt til i den tilbudte stilling at underkaste sig sådanne forandringer, som ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for vedkommende. I samme omfang kan det pålægges tjenestemanden at overtage en anden stilling.

Stk. 3 Staten refunderer kommunen udgifterne til løn til de kommunale tjenestemænd, der i henhold til stk. 1 har valgt at opretholde den kommunale ansættelse, så længe de udfører arbejde for staten.

Stk. 4 Hvis staten ikke længere har behov for beskæftigelse af en tjenestemand, som har valgt at opretholde den kommunale ansættelse, kan staten efter forudgående varsling af vedkommende kommune bringe tjenestemandens arbejdsforhold til staten til ophør med det for tjenestemanden gældende opsigelsesvarsel.

Stk. 5 Staten afholder eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge og udbetaler pension til de tjenestemænd, der i henhold til § 80, stk. 1 og 4, i lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven) er overgået til ansættelse som statstjenestemænd. Kommunen refunderer staten den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til tjenestemandens pensionsalder ved overgangen til tjeneste i staten.

Stk. 6 Staten refunderer kommunen eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 1 har valgt at opretholde den kommunale ansættelse, og hvis tjeneste i staten senere bringes til ophør efter stk. 4.

Stk. 7 Kommunen udbetaler pensionen til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 1 har valgt at opretholde den kommunale ansættelse. Staten refunderer kommunen den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til den pensionsalder, tjenestemanden har optjent efter overgangen til tjeneste i staten.

Stk. 8 Den endelige administrative afgørelse af tvivlsspørgsmål efter stk. 1-7 træffes af finansministeren efter forhandling med de involverede parter.

§ 63

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2 Ministeren kan i den forbindelse fastsætte, at følgende love helt eller delvis ophæves:

  • 1) Lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven).

  • 2) Lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m.

  • 3) Lov nr. 290 af 29. april 1992 om æg og ægprodukter.

  • 4) Lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m.v. (mælkeproduktloven).

  • 5) Lov nr. 343 af 14. maj 1992 om kød (kødloven).

  • 6) Lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993.

Stk. 3 Regler, der er udstedt i medfør af lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven), samt regler, der er opretholdt ved følgende lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt i medfør af denne lov:

  • 1) § 81 i lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven).

  • 2) § 68 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m.

  • 3) § 18 i lov nr. 290 af 29. april 1992 om æg og ægprodukter.

  • 4) § 25 i lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m.v. (mælkeproduktloven).

  • 5) § 29 i lov nr. 343 af 14. maj 1992 om kød (kødloven).

  • 6) § 29, stk. 2 og 3, i lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993.

Stk. 4 Overtrædelse af de i stk. 3 omhandlede regler straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5 Virksomheder, som efter hidtidige regler er »godkendte«, anses for »autoriserede« efter denne lov og regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 6 Aktiviteter, som efter hidtidige regler er »anmeldte«, anses for »registrerede« efter denne lov og regler udstedt i medfør af loven.

§ 63a

(Ophævet)

§ 64

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.