Fiskeriloven § 34

Denne konsoliderede version af fiskeriloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fiskeri og fiskeopdræt

Lov nr. 281 af 12. maj 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 205 af 01. marts 2023

A. Reguleringsmæssige foranstaltninger
§ 34

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om den erhvervsmæssige udnyttelse af ressourcerne, herunder om

  • 1) opdeling af de disponible fangstmængder tidsmæssigt og på farvande,

  • 2) hel eller delvis standsning af fiskeri efter og landing af nærmere specificerede arter eller nærmere vilkår herfor, når fangstniveauet for det pågældende fiskeri i forhold til de disponible fangstmængder tilsiger det,

  • 3) fordeling af de disponible fangstmængder med nærmere fastsatte kvoter for grupper af fartøjer, for enkelte fiskerfartøjer eller for redskabstyper,

  • 4) fordeling af de disponible fangstmængder med henblik på deres anvendelse, herunder til henholdsvis konsum- og industriformål,

  • 5) den maksimale fisketid, antallet af landinger og de tilladte fangstmængder pr. landing,

  • 6) særlige kvoter inden for de disponible fangstmængder til dækning af bifangster og

  • 7) køb, leje, salg eller udlejning af fangstrettigheder.

Stk. 2 Ved fastsættelse af regler som nævnt i stk. 1 lægges der ud over hensynet til ressourcernes bevaring og reproduktion særlig vægt på ressourcernes rationelle, herunder sæsonmæssigt bedste, udnyttelse, forholdet mellem de disponible ressourcer og fangstkapaciteten i fiskeriet samt økonomiske og beskæftigelsesmæssige hensyn inden for fiskerierhvervet, forarbejdningsindustrien og andre dertil knyttede erhverv både for landet som helhed og enkelte egne af landet.

Stk. 3 Regler om stop for fiskeri og om ændring af vilkår for fiskeriets udøvelse udstedt i medfør af denne lov indføres ikke i Lovtidende.

Stk. 4 De i stk. 3 nævnte regler offentliggøres efter regler fastsat af ministeren.