Familieretshusloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af familieretshusloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Familieretshuset

Lov nr. 1702 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 07. august 2019,
som ændret ved lov nr. 962 af 26. juni 2020, lov nr. 969 af 26. juni 2020, lov nr. 344 af 22. marts 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

Kapitel 3 1 Generelle sagsbehandlingsregler
§ 10

Familieretshuset beslutter, om en part eller parterne skal indkaldes til møde, eller om sagen skal behandles på skriftligt grundlag.

Stk. 2 Familieretshuset kan indkalde parterne til at deltage i et møde sammen. Dette gælder dog ikke, hvis en part eller dennes barn har været udsat for voldelig adfærd fra den anden part eller der er mistanke herom, medmindre parten er indforstået med, at parterne deltager i mødet sammen.

§ 11

Familieretshuset kan afgøre en sag på det foreliggende grundlag, hvis en part undlader at give Familieretshuset oplysninger om partens egne forhold, som Familieretshuset har anmodet om.

§ 11a

Er en part tilsluttet postløsningen Digital Post, sender Familieretshuset meddelelser i sager omfattet af denne lov til parten gennem Digital Post, jf. lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Familieretshuset sender meddelelser til en part, der ikke er tilsluttet Digital Post, med brevpost. Familieretshuset kan dog anvende en anden meddelelsesform end efter 1. og 2. pkt., hvis det i den konkrete situation er mere hensigtsmæssigt.

Stk. 2 Familieretshuset anmoder retten om at forkynde en meddelelse for en part, der ikke er tilsluttet Digital Post, hvis der er behov for forkyndelse og Familieretshuset enten ikke har fået bekræftelse på, at parten har modtaget en meddelelse efter stk. 1, eller partens bopæl eller opholdssted ikke kan oplyses.

Stk. 3 Er en eventuel frist i en meddelelse efter stk. 1 og 2 udløbet, og har den pågældende part ikke besvaret meddelelsen, kan Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

§ 12

Til brug for behandlingen af en sag om fastsættelse og ændring af børne- og ægtefællebidrag og om forældrenes fælles ansvar for transport af et barn i forbindelse med samvær, herunder forældrenes afholdelse af udgifter herved, kan familieretten anmode Familieretshuset om at indhente de nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret, ved brug af Familieretshusets terminaladgang.

§ 13

I § 6-sager, der indbringes for familieretten efter § 27, og i § 7-sager, hvor Familieretshuset ikke træffer afgørelse, finder forvaltningslovens § 9, stk. 1, 2, 4 og 5, § 9 a, § 10, stk. 1, §§ 12-15 c og § 16, stk. 2, 3 og 6, tilsvarende anvendelse på en parts anmodning om aktindsigt. Afgørelsen om aktindsigt træffes af Familieretshuset.