Færgefartsloven § 3

Denne konsoliderede version af færgefartsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om færgefart

Lov nr. 398 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 915 af 27. august 2008

§ 3

For så vidt angår færgeruter, hvor transportministeren eller en kommune sikrer den samfundsbegrundede færgedrift, kan transportministeren eller vedkommende kommunalbestyrelse pålægge andre ikke at drive færgefart på den pågældende færgerute, når transportministeren eller den pågældende kommune selv varetager driften af en færgerute og hensynet til opretholdelse af en færgerute i særlig grad taler derfor.

Stk. 2 Når hensynet til opretholdelse af en færgerute i særlig grad taler derfor, kan transportministeren og vedkommende kommunalbestyrelse, når der indgås kontrakt med en operatør om varetagelsen af færgedriften som offentlig tjeneste, i overensstemmelse med cabotagesejladsforordningen give en operatør eneret til at drive en færgerute.

Stk. 3 Eneret efter stk. 1 indebærer, at ingen andre må drive færgefart på den pågældende færgerute.

Stk. 4 Når hensynet til opretholdelse af en færgerute med forpligtelser til offentlig tjeneste gør det påkrævet at begrænse adgangen til at udføre færgefart på kommercielle vilkår på den pågældende rute, men dette hensyn kan varetages uden pålæg eller meddelelse af eneret efter stk. 1, fastsætter transportministeren eller vedkommende kommunalbestyrelse de betingelser, der skal opfyldes af operatører, der på kommercielle vilkår vil udføre færgefart på den pågældende rute.

Stk. 5 De betingelser, der fastsættes efter stk. 4, skal fastlægge de minimumskrav til den kommercielle besejlings hyppighed og fordeling over sæsonen, der er nødvendige for at sikre, at forpligtelserne til offentlig tjeneste kan opfyldes på rimelige økonomiske vilkår.