Cykelløb må kun finde sted med politiets tilladelse. Politiet kan forbyde træningskørsel på visse veje og visse tider.
Stk. 2 Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte bestemmelser om gennemførelse af motionsløb for cyklister.
Stk. 3 Transportministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at:
-
1) internationalt motorløb passerer dansk område,
-
2) der afholdes orienteringsløb og præcisionsløb med motorkøretøjer og knallerter,
-
3) der afholdes hastighedskonkurrencer på mindre betydende og mindre befærdede veje, der på betryggende vis er afspærret fra al anden færdsel, og at
-
4) der afholdes motorløb på midlertidig, afspærret bane, som er etableret på vej, der ellers benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Stk. 4 Al anden kap- og væddekørsel på vej må ikke finde sted.
Stk. 5 Transportministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren bestemmelser om betaling for eventuel politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet under afviklingen af de i stk. 1-3 nævnte løb.
Stk. 6 Motorløb uden for vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, må kun finde sted med politiets tilladelse og på en af politiet godkendt afspærret bane.
Stk. 7 Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere bestemmelser om afgørelser efter stk. 3 og 6 og om adgangen til at påklage disse afgørelser, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Justitsministeren kan endvidere efter forhandling med transportministeren fastsætte nærmere bestemmelser om politiets godkendelse af baner til motorløb omfattet af stk. 3, nr. 4, og stk. 6, og om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af publikum og løbsdeltagere ved disse motorløb.