Europa-Parlamentsvalgloven § 3a

Denne konsoliderede version af europa-Parlamentsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg af danske medlemmer til europa-parlamentet

Lov nr. 746 af 07. december 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 08. januar 2024

§ 3a

Personer, der har dansk indfødsret og er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste på Færøerne eller i Grønland, anses for at have fast bopæl i Danmark.

Stk. 2 Følgende personer, der har dansk indfødsret, og som midlertidigt har taget ophold på Færøerne eller i Grønland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark:

  • 1) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste på Færøerne eller i Grønland som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.

  • 2) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.

  • 3) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste på Færøerne eller i Grønland af en dansk hjælpeorganisation.

  • 4) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland i uddannelsesøjemed.

  • 5) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland af helbredsmæssige grunde.

  • 6) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland, og som i henseende til tilknytningen til Danmark ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.

Stk. 3 Personer, der har dansk indfødsret, og som opholder sig på Færøerne eller i Grønland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år efter udrejsen.

Stk. 4 En person, der har dansk indfødsret, og som samlever på fælles bopæl med en person, der er omfattet af stk. 1, 2 eller 3, anses for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de pågældende to samlevende

  • 1) har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller

  • 2) opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.