EU-opholdsbekendtgørelsen Kapitel 7

Denne konsoliderede version af eU-opholdsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1457 af 06. oktober 2020

Kapitel 7 Ophør af opholdsret
§ 29

Tidsbegrænset opholdsret efter §§ 5-8, §§ 10-14, § 16, stk. 2 og 3, og § 17, stk. 2, jf. stk. 3, ophører, hvis den pågældende ikke længere opfylder betingelserne, der er nævnt i disse bestemmelser. Modtagelse af sociale ydelser medfører ikke automatisk, at tidsbegrænset opholdsret efter 1. pkt. ophører.

Stk. 2 Tidsbegrænset opholdsret for unionsborgere, hvis ret til ophold følger af § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, om familiemedlemmers bevarelse af opholdsretten efter hovedpersonens død eller udrejse eller efter ophør af ægteskab, ophører, hvis den pågældende opgiver sin bopæl her i landet eller har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

§ 30

Tidsubegrænset opholdsret efter §§ 18-20 ophører, hvis den pågældende har opholdt sig uden for landet i mere end 2 på hinanden følgende år.

§ 31

Afgørelser om ophør af opholdsret skal meddeles skriftligt og skal begrundes i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom, jf. dog § 39.

Stk. 2 Hvis en persons opholdsret ophører efter §§ 29-30, træffer Styrelsen for International Rekruttering og Integration afgørelse om, hvorvidt den pågældende bibeholder sit opholdsgrundlag. Bestemmelsen i § 37 og i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder anvendelse. Opholdskort for udstationerede tredjelandsstatsborgere, jf. § 25, og opholdskort for familiemedlemmer, jf. §§ 26 og 28, spærres, hvis der træffes afgørelse om, at indehaveren ikke længere har ret til at opholde sig her i landet.

Stk. 3 Det kan efter ansøgning bestemmes, at en opholdsret ikke skal anses for ophørt i de tilfælde, der er nævnt i § 29, stk. 2, og § 30.