Erhvervsuddannelsesloven § 64

Denne konsoliderede version af erhvervsuddannelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsuddannelser

Lov nr. 211 af 05. april 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 2152 af 27. november 2021

§ 64

Tvistighedsnævnet nedsættes af erhvervsministeren og består af 1 formand, der skal være landsdommer, og 2 faste medlemmer, hvoraf 1 beskikkes efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening og 1 efter indstilling fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Stk. 2 Beskikkelse af formanden og de faste medlemmer sker for 4 år ad gangen. Finder beskikkelse sted i løbet af en periode, gælder den dog kun til periodens udløb. Der kan ske genbeskikkelse.

Stk. 3 Der beskikkes to stedfortrædere for hvert af de faste medlemmer, og der kan beskikkes en stedfortræder for formanden. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for beskikkelse af stedfortrædere. Den indstillende organisation træffer bestemmelse om, hvilken af de beskikkede stedfortrædere der giver møde ved et medlems forfald.

Stk. 4 Nævnet tiltrædes for hver sag af 2 medlemmer udpeget af de forhandlingsberettigede organisationer inden for det pågældende uddannelsesområde, således at 1 medlem udpeges af arbejdsgiversiden og 1 af arbejdstagersiden.

Stk. 5 Tvistighedsnævnets møder er offentlige, medmindre nævnet i den enkelte sag beslutter det modsatte. Formanden kan beslutte, at en sag afgøres på skriftligt grundlag.

Stk. 6 Erhvervsministeren fastsætter efter indstilling fra Tvistighedsnævnet og Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser nærmere regler om Tvistighedsnævnets virksomhed, herunder om afholdelsen af de udgifter, der er forbundet med nævnets virksomhed, og om behandling af sager på skriftligt grundlag.