Erhvervsuddannelsesloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af erhvervsuddannelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsuddannelser

Lov nr. 211 af 05. april 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 2152 af 27. november 2021

Kapitel 6 Oplæringsvirksomhederne
§ 42

De faglige udvalg skal virke for de bedst mulige uddannelsesmæssige forhold i oplæringsvirksomhederne.

Stk. 2 De faglige udvalg og udvalg, som i henhold til § 37, stk. 2, varetager opgaver og funktioner som faglige udvalg, eller den, som udvalgene bemyndiger hertil, har til enhver tid uden retskendelse og mod behørig legitimation adgang til virksomheder, som har ansat elever og lærlinge, med henblik på tilvejebringelse af oplysninger om de uddannelsesmæssige forhold i virksomheden.

Stk. 3 De faglige udvalg skal ved kontakt med og eventuelt ved opfordringer til virksomheder virke for,

  • 1) at der tilvejebringes det antal lærepladser, der er behov for, ud fra hensynet til tidlig aftaleindgåelse og flere lærepladser og ud fra en vurdering af elevernes og lærlingenes uddannelsesønsker og de forventede fremtidige beskæftigelsesmuligheder, og

  • 2) at udbuddet af lærepladser bliver alsidigt med hensyn til virksomhedernes størrelse og teknologiske udvikling.

Stk. 4 Et fagligt udvalg kan af virksomheder forlange alle sådanne oplysninger, som har betydning for at vurdere virksomhedernes uddannelsesmæssige muligheder.

§ 42a

Skolerne skal sikre, at der ved 15. undervisningsuge i grundforløbets 2. del er indgået uddannelsesaftaler for 60 pct. af de aktive elever i grundforløbets 2. del på hver enkelt uddannelse, og at der ved afslutningen af grundforløbets 2. del er indgået uddannelsesaftaler for 80 pct. af de aktive elever i grundforløbets 2. del på hver enkelt uddannelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Skolerne skal for elever på merkantile eux-forløb sikre, at der ved 35. undervisningsuge på det studiekompetencegivende forløb er indgået uddannelsesaftaler for 46 pct. af de aktive elever på hver enkelt uddannelses studiekompetencegivende forløb, og at der ved elevernes afslutning af det studiekompetencegivende forløb er indgået uddannelsesaftaler for 66 pct. af de aktive elever på hver enkelt uddannelses studiekompetencegivende forløb.

Stk. 3 Aftaler om beskæftigelse i udlandet indgår i opgørelsen over indgåede uddannelsesaftaler efter stk. 1 og 2.

Stk. 4 Skolerne har ansvaret for at fremskaffe uddannelsesaftaler til elever, der ikke inden for tidsfristerne i stk. 1 og 2 eller regler fastsat i medfør af stk. 5 selv har indgået en uddannelsesaftale med virksomheder.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om skolernes ansvar efter stk. 1 og 2, herunder om opgørelsesmetode og om indfasning og gradvis opfyldelse af måltal.

§ 43

Lærepladser formidles af skoler m.v., som udbyder et grundforløbs 2. del, og af skoleoplæringscentre, jf. § 66 b. Det påhviler skolerne m.v. at udføre opsøgende virksomhed med henblik på fremskaffelse af lærepladser. Den lærepladsopsøgende og formidlende indsats skal tilrettelægges fra begyndelsen af grundforløbets 2. del, dog fra 20 undervisningsuger inde i det studiekompetencegivende forløb, for så vidt angår elever på merkantile eux-forløb. Skolen skal efter 15. undervisningsuge på grundforløbets 2. del formidle lærepladser til øvrige uddannelser, som elevens grundforløb giver adgang til, og som eleven finder relevante. For elever på merkantile eux-forløb skal skolen efter 35. undervisningsuge på det studiekompetencegivende forløb formidle lærepladser til øvrige uddannelser, som elevens studiekompetencegivende forløb giver adgang til, og som eleven finder relevante. Skolerne tilbyder endvidere elever på 9. og 10. klassetrin, som tilmeldes en erhvervsuddannelse, vejledning om og bistand til at indgå en uddannelsesaftale, jf. § 48, eller et lærepladstilsagn, jf. § 48 a.

Stk. 2 § 42, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for de lokale uddannelsesudvalg, og de kan få udleveret de oplysninger, som de faglige udvalg indhenter efter § 42, stk. 4.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte regler om samarbejds- eller informationsordninger med henblik på at tilvejebringe et tilstrækkeligt antal lærepladser.

Stk. 4 Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal stille lærepladser til rådighed inden for social- og sundhedsuddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse. Antallet af lærepladser skal modsvare behovet for færdiguddannede i regionen.

Stk. 5 Finder børne- og undervisningsministeren, at forpligtelsen efter stk. 4 ikke er opfyldt, kan ministeren efter udtalelse fra vedkommende faglige udvalg, jf. § 37, pålægge regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen hver at stille et årligt mindste antal læresteder til social- og sundhedsuddannelsen til rådighed.

§ 44

Med henblik på at tilvejebringe et tilstrækkeligt antal lærepladser kan børne- og undervisningsministeren efter indstilling fra vedkommende faglige udvalg og med tilslutning fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte for et uddannelsesområde, at virksomheder ikke må ansætte unge under 18 år, uden at det sker ved en uddannelsesaftale efter denne lov. Den enkelte virksomhed er kun omfattet heraf, hvis virksomheden er godkendt som lærested, eller under hensyn til virksomhedens arbejdsområde og funktioner kunne godkendes som lærested, hvis den i øvrigt var egnet til det. Forbud fastsættes for en bestemt periode, højst for 3 år ad gangen, og kan fastsættes for afgrænsede geografiske områder. Aftaler, der efter fastsættelse af et forbud indgås i strid hermed, er ugyldige.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke ansættelse til arbejdsopgaver, der efter deres art ikke udgør et væsentligt led i vedkommende uddannelse.

Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke ansættelse til uddannelse, der sker i virksomheder, hvor uddannelse på et andet grundlag end denne lov er ordnet på en tilfredsstillende måde, og som sker under ansættelsesvilkår, der indebærer, at de uddannelsessøgende som helhed ikke er stillet dårligere end i henhold til denne lov.

Stk. 4 Tvivlsspørgsmål vedrørende et forbuds anvendelse på den enkelte virksomhed afgøres af det faglige udvalg efter anmodning fra virksomheden eller vedkommende faglige organisation eller på udvalgets eget initiativ. Udvalget kan i sin afgørelse fastsætte generelle retningslinjer vedrørende betydningen af bestemmelserne i stk. 1-3 for ansættelsesforhold i den pågældende virksomhed.

Stk. 5 Det faglige udvalg kan for enkelte virksomheder eller grupper af virksomheder gøre undtagelse fra forbuddet.

Stk. 6 Afgørelser efter stk. 4 og 5 kan indbringes for det ankenævn, der nedsættes i henhold til § 47.

Stk. 7 Tilsidesættelse af afgørelser efter stk. 4 straffes med bøde.

§ 45

(Ophævet)

§ 46

Afgørelse om en virksomhed kan godkendes som lærested, jf. § 31, stk. 1 og 2, træffes på grundlag af en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre oplæringen i overensstemmelse med de regler om oplæring, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden kan give elever og lærlinge tilfredsstillende oplæringsforhold.

Stk. 2 Skolens afgørelse, jf. stk. 1, skal bygge på en konkret vurdering af uddannelsesmulighederne i en virksomhed for en bestemt elev eller lærling.

Stk. 3 Godkendelse efter § 31, stk. 1 og 2, kan helt eller delvis tilbagekaldes, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser regler om behandling af godkendelses- og tilbagekaldelsessager, herunder regler om frister vedrørende sagsbehandlingen.

Stk. 5 De faglige udvalg offentliggør en fortegnelse over godkendte virksomheder på internettet og skal over for Børne- og Undervisningsministeriet redegøre for deres indsats for godkendelse af virksomheder, herunder i hvilken udstrækning indsatsen understøtter et tilstrækkeligt lærepladspotentiale. Redegørelsen fremsendes til Børne- og Undervisningsministeriet til orientering. Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte nærmere regler herom.

§ 47

Afgørelse i henhold til § 46 om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, eller afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse af virksomhedens godkendelse kan af virksomheden indbringes for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. En afgørelse truffet af det faglige udvalg om ikke at tilbagekalde en godkendelse helt eller delvis efter § 46, stk. 3, kan tillige indbringes for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder af arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanter i det faglige udvalg.

Stk. 2 Ankenævnet nedsættes af erhvervsministeren. Formanden skal være landsdommer. 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening og 1 medlem efter indstilling fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Der beskikkes tillige 1 medlem efter fælles indstilling fra Kommunernes Landsforening og Regionerne i Danmark, samt 1 medlem efter indstilling fra Finansministeriet. Formanden og medlemmerne beskikkes for 4 år. For medlemmerne beskikkes stedfortrædere.

Stk. 3 I behandlingen af en klagesag deltager formanden, medlemmet indstillet af Fagbevægelsens Hovedorganisation og et arbejdsgivermedlem. Er klageren en privat virksomhed, deltager medlemmet indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening. Er klageren en kommunal myndighed eller virksomhed, deltager medlemmet indstillet af Kommunernes Landsforening og Regionerne i Danmark. Er klageren en statslig myndighed eller virksomhed, deltager medlemmet indstillet fra Finansministeriet.

Stk. 4 Erhvervsministeren fastsætter efter indstilling fra Ankenævnet og Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser nærmere regler om Ankenævnets virksomhed.