Erhvervsuddannelsesloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af erhvervsuddannelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsuddannelser

Lov nr. 211 af 05. april 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 2152 af 27. november 2021

Kapitel 1 Formål m.v.
§ 1

Børne- og undervisningsministeren tilrettelægger et samordnet system af erhvervsuddannelser med henblik på den private og den offentlige sektors forskellige beskæftigelsesområder.

Stk. 2 Dette uddannelsessystem skal tilrettelægges således, at det i videst muligt omfang er egnet til at

  • 1) motivere til uddannelse og sikre, at alle, der ønsker en erhvervsuddannelse, får reelle muligheder herfor og for at vælge inden for en større flerhed af uddannelser,

  • 2) give uddannelsessøgende en uddannelse, der giver grundlag for deres fremtidige arbejdsliv, herunder etablering af selvstændig virksomhed,

  • 3) bidrage til at udvikle de uddannelsessøgendes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund og bidrage til deres personlige udvikling, karakterdannelse og faglige stolthed,

  • 4) imødekomme arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og generelle kvalifikationer vurderet under hensyn til den erhvervsmæssige og samfundsmæssige udvikling, herunder udviklingen i erhvervsstruktur, arbejdsmarkedsforhold, arbejdspladsorganisation og teknologi, samt for en innovativ og kreativ arbejdsstyrke og

  • 5) give de uddannelsessøgende viden om internationale forhold og viden som grundlag for arbejde og uddannelse i udlandet.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren godkender oprettelse af nye uddannelser og kan nedlægge uddannelser. Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser afgiver indstilling herom.

§ 1a

Erhvervsuddannelserne tilrettelægges således, at de giver eleverne og lærlingene grundlag for videreuddannelse, herunder mulighed for at opnå studiekompetence til relevante videregående uddannelser i tilknytning til erhvervskompetencen.

§ 2

Uddannelserne tilrettelægges i almindelighed som vekseluddannelser, således at der senest efter gennemførelse af grundforløbet skiftes mellem skoleundervisning og oplæring.

Stk. 2 Der kan gennemføres ordninger, hvorefter dele af skoleundervisningen foregår i en virksomhed på grundlag af aftale mellem skole og virksomheder.

Stk. 3 Der kan endvidere gennemføres ordninger, hvorefter dele af skoleundervisningen kan foregå i udlandet efter regler fastsat af børne- og undervisningsministeren, jf. § 4, stk. 1.

Stk. 4 Der kan yderligere gennemføres ordninger, hvorefter dele af skoleundervisningen kan tilrettelægges som fjernundervisning efter regler fastsat i medfør af § 4, stk. 1.

§ 3

En uddannelse indledes af den enkelte elev eller lærling enten på skole eller i en virksomhed på grundlag af en uddannelsesaftale.

Stk. 2 En uddannelse er fælles for eleverne og lærlingene, uanset om den enkelte elev eller lærling indleder uddannelsen på skole eller i en virksomhed.

§ 4

Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om uddannelserne i almindelighed. Reglerne fastsættes efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, hvis dette følger af § 35.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter endvidere regler for de enkelte uddannelser, herunder forløb som nævnt i § 33 a. Reglerne fastsættes efter de faglige udvalgs bestemmelse, hvis dette følger af § 38.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om kvalitetsudvikling og -kontrol, herunder om minimumstimetal for lærerstyret undervisning på grundforløbet og om lærer- og lederkvalifikationer.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om formen for og indholdet i de uddannelsesordninger, som de faglige udvalg fastsætter, jf. § 38, og om de faglige udvalgs høring af skoler om udkast til uddannelsesordninger. Reglerne fastsættes efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.