Epidemiloven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af epidemiloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

træder i kraft den 1. marts 2021

Lov om epidemier m.v. (epidemiloven)

Lov nr. 285 af 27. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 1441 af 29. juni 2021

Kapitel 8 1 Foranstaltninger med henblik på smittehåndtering, obduktion m.v.
§ 44

Styrelsen for Patientsikkerhed foretager smitteopsporing, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

§ 44a

Kommunalbestyrelsen kan iværksætte overvågning af spildevand med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af smitsomme sygdomme. Kommunalbestyrelsen skal, inden den træffer beslutning i henhold til 1. pkt., inddrage Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens inddragelse af Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut. Overvågning efter 1. pkt. skal ske på en sådan måde, at det ikke er muligt at identificere fysiske personer.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen underretter Statens Serum Institut om resultaterne af den overvågning, som kommunalbestyrelsen har iværksat efter stk. 1.

Stk. 3 Spildevandsforsyningsselskaber, der er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, kan efter aftale med Statens Serum Institut eller en kommunalbestyrelse bistå med og medvirke til aktiviteter, der er forbundet med overvågning af spildevand for smitsomme sygdomme.

Stk. 4 Er det ikke muligt at indgå en aftale efter stk. 3, kan Statens Serum Institut eller kommunalbestyrelsen påbyde spildevandsforsyningsselskaber, der er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, at bistå med og medvirke til aktiviteter, der er forbundet med overvågning af spildevand for smitsomme sygdomme.

Stk. 5 Stk. 3 og 4 omfatter spildevand, som spildevandsforsyningsselskabet har ansvar for at håndtere.

Stk. 6 Den myndighed, der efter stk. 3 har indgået aftale med et spildevandsforsyningsselskab om selskabets bistand og medvirken eller efter stk. 4 har påbudt et spildevandsforsyningsselskab at bistå og medvirke, godtgør alle selskabets omkostninger. Selskabet skal føre selvstændigt regnskab for disse omkostninger og den godtgørelse, som selskabet modtager.

§ 45

Statens Serum Institut kan tilbyde test til befolkningen, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

§ 46

Sundhedsministeren kan til varetagelse af det i § 1 nævnte formål fastsætte nærmere regler om ind- og udførsel af lig og om disses behandling og transport her i landet.

§ 47

Styrelsen for Patientsikkerhed kan beslutte, at obduktion skal ske, når det formodes eller konstateres, at et dødsfald er forårsaget af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom og obduktion vurderes at være nødvendig for med sikkerhed at fastslå, at et dødsfald skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller for at skaffe relevant viden om en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Stk. 2 Styrelsen for Patientsikkerhed skal snarest muligt, og inden obduktion foretages, oplyse afdødes nærmeste pårørende om, at der vil blive foretaget obduktion.

§ 48

Styrelsen for Patientsikkerhed kan anmode de relevante myndigheder om at iværksætte de undersøgelser af bakteriologisk eller lignende art, der er nødvendige for med sikkerhed at fastslå en smittes art, oprindelse og udbredelse.