VE-loven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af vE-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fremme af vedvarende energi

Lov nr. 1392 af 27. december 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 06. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 900 af 04. juli 2013, lov nr. 1705 af 23. december 2016 og lov nr. 328 af 28. marts 2023

Kapitel 4 1 Tilslutning af og sikkerhedsmæssige krav til vindmøller, solcelleanlæg m.v.
§ 30

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om vindmøllers, solcelleanlægs, bølgekraftanlægs og vandkraftsværkers tilslutning til elforsyningsnettet, herunder regler om,

  • 1) hvilke kategorier af anlæg og installationer, herunder ilandføringsanlæg fra havvindmølleparker og bølgekraftanlæg, som det påhviler henholdsvis vindmølleejeren, solcelleejeren, bølgekraftanlægsejeren, vandkraftværksejeren, og de kollektive elforsyningsvirksomheder at udføre,

  • 2) vindmølleejerens og bølgekraftanlægsejerens adgang til benyttelse af ilandføringsanlæg, som er etableret af den elforsyningsvirksomhed, som varetager ilandføringen, og om betaling herfor,

  • 3) hvorledes omkostninger ved etablering af nettilslutning og omkostninger ved at være nettilsluttet fordeles mellem vindmølleejeren, solcelleejeren, bølgekraftanlægsejeren, vandkraftværksejeren, og de kollektive elforsyningsvirksomheder, og

  • 4) hvorledes omkostninger, der påhviler de kollektive elforsyningsvirksomheder, indregnes i priserne for elektricitet, jf. § 73, stk. 3, i lov om elforsyning.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af net- eller transmissionsvirksomhedens omkostninger ved behandling af ansøgning om nettilslutning.

§ 31

Hvis elproducenten ikke etablerer en havvindmøllepark, uanset at elproducenten har forpligtet sig hertil i overensstemmelse med vilkår i et udbud efter § 23 i et område, som er udpeget til store havvindmølleparker, jf. § 22, stk. 3, nr. 1, ifalder elproducenten objektivt erstatningsansvar for Energinets deraf følgende tab.

Stk. 2 Hvis Energinet ikke opfylder frister og betingelser for nettilslutning af havvindmølleparken ifølge vilkår i udbuddet, ifalder Energinet objektivt erstatningsansvar for elproducentens deraf følgende tab.

Stk. 3 Ydelse af erstatning efter stk. 1 og 2 skal ske i overensstemmelse med de betingelser og rammer, som er nævnt i udbudsvilkårene. Uenighed om adgangen til erstatning efter stk. 1 og 2 og uenighed om størrelsen af erstatningen afgøres af domstolene.

Stk. 4 Hvis staten ved dom bliver pålagt erstatningspligt, fordi den besluttede lokalisering af en havvindmøllepark etableret efter udbud medfører driftstab for ejere af tilstødende, allerede etablerede havvindmøller, afholdes den pålagte erstatningssum af Energinet.

Stk. 5 Nedennævnte indtægter og omkostninger indgår i Energinets prisfastsættelse efter § 71 i lov om elforsyning:

  • 1) Erstatningsbeløb, som elproducenten betaler efter stk. 1.

  • 2) Erstatningsbeløb, som Energinet betaler efter stk. 2 og 4.

  • 3) Nødvendige omkostninger for at opfylde udbudsvilkår om nettilslutning af havvindmølleparken i tilfælde, hvor havvindmølleparken ikke bliver etableret, og hvor omkostningerne ifølge udbudsvilkårene ikke bliver dækket af elproducenten.

§ 32

(Ophævet)

Tekniske og sikkerhedsmæssige krav til vindmøller
§ 33

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om vindmøllers konstruktion, fremstilling, opstilling, drift, vedligeholdelse og service samt om krav til certificering, godkendelse og prøvning. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om suspension og tilbagekaldelse af godkendelser udstedt efter regler fastsat i medfør af 1. pkt.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at vindmølleejeren efter påbud fra ministeren har pligt til at standse og sikre vindmøllen, hvis denne er ulovligt opstillet eller ikke har fået udført vedligeholdelse og service, eller hvis vindmøllen vurderes farlig, herunder på grund af dårligt vedligehold eller skade, og regler om, at vindmølleejeren har pligt til at være ansvarsforsikret.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne funktioner vedrørende teknisk godkendelse af vindmøller og udføre tilsyn og kontrol med overholdelsen af regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostninger ved behandling af ansøgning om certificering og godkendelse.