Elsikkerhedsloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af elsikkerhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sikkerhed for elektriske anlæg og elektriske installationer (elsikkerhedsloven)

Lov nr. 525 af 29. april 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 26 af 10. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 799 af 09. juni 2020

Kapitel 7 1 Digital kommunikation m.v.
§ 29

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Sikkerhedsstyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3 En digital meddelelse anses efter denne lov for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 30

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra bemyndigede i medfør af § 24 om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler fastsat i medfør heraf, skal foregå digitalt. § 29, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 31

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at forskrifter udstedt i medfør af denne lov, som indeholder krav til virksomheder, elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel m.v., og tekniske specifikationer, der henvises til i sådanne forskrifter, ikke indføres i Lovtidende.

Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter regler om, hvordan oplysning om indholdet af de forskrifter og tekniske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, offentliggøres.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at tekniske specifikationer, som ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, skal gælde, selv om de ikke foreligger på dansk.