Eksamensbekendtgørelsen § 34

Denne konsoliderede version af eksamensbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser

Bekendtgørelse nr. 863 af 14. juni 2022

§ 34

Under eksamen og prøve skal den studerende optræde hensynsfuldt, herunder efterleve de anvisninger, som gives af eksamenstilsynet, eksaminator og censor.

Stk. 2 Eksamenssnyd foreligger bl.a., når den studerende

  • 1) plagierer, herunder genbruger egen tekst (selvplagiering) uden kildehenvisning og citationstegn,

  • 2) forfalsker,

  • 3) fortier eller vildleder om egen indsats eller resultater,

  • 4) indgår i ikke-tilladt samarbejde,

  • 5) modtager eller forsøger at modtage hjælp under eksamen eller prøve, eller hjælper andre når der ikke er tale om en gruppeprøve,

  • 6) benytter ikke-tilladte hjælpemidler,

  • 7) uretmæssigt har opnået forudgående kendskab til eksamensopgaven,

  • 8) afgiver urigtige fremmødeoplysninger, eller

  • 9) forsøger at omgå, de-aktivere eller på anden måde hindre hensigten med uddannelsesinstitutionens anvendelse af elektroniske overvågningsprogrammer.

Stk. 3 Overtrædelse af stk. 2 medfører, at den studerende ikke får bedømt sin besvarelse og bliver noteret for et brugt prøveforsøg.

Stk. 4 Den studerende kan desuden få en skriftlig advarsel. Under skærpende omstændigheder eller i gentagelsestilfælde kan institutionen endvidere beslutte, at den studerende bliver midlertidigt eller permanent bortvist fra institutionen.