Eksamensbekendtgørelsen § 31

Denne konsoliderede version af eksamensbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser

Bekendtgørelse nr. 863 af 14. juni 2022

Førsteårsprøven
§ 31

Uddannelsesinstitutionen fastsætter i studieordningen, dog ikke for selvstændige overbygningsuddannelser, hvilke eksamener den studerende skal deltage i inden udgangen af første studieår efter studiestart (førsteårsprøven). Krav til omfanget af førsteårsprøven kan tillige være opgjort i ECTS-point.

Stk. 2 Den studerende skal bestå førsteårsprøven inden udgangen af den studerendes andet studieår, for at den studerende kan fortsætte uddannelsen. Institutionen kan dog i studieordningen fastsætte, at førsteårsprøven skal være bestået inden udgangen af første studieår.

Stk. 3 Reglerne i stk. 1 og 2 gælder uanset antal aflagte prøveforsøg. Den studerende skal dog have mulighed for at aflægge mindst to forsøg i løbet af første studieår, før den studerende kan blive udskrevet af uddannelsen.

Stk. 4 Institutionen kan dispensere fra tidsfristerne, hvis der foreligger usædvanlige forhold.