Ejendomsavancebeskatningsloven § 11

Denne konsoliderede version af ejendomsavancebeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom

Lov nr. 247 af 09. juni 1982,
jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 25. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 1578 af 27. december 2019 og lov nr. 1580 af 27. december 2019

§ 11

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. Fortjeneste indvundet ved afhændelse efter § 34 i lov om forurenet jord medregnes heller ikke.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for fortjeneste ved afståelse af en erhvervsejendom, der efter §§ 6 A, 6 C eller 10 er genanbragt i en ejendom omfattet af stk. 1. Fortjenesten ved afståelsen af erhvervsejendommen beskattes i det indkomstår, hvor den ejendom, som fortjenesten er genanbragt i, afstås. Den skattepligtige fortjeneste opgøres med de tillæg og nedslag efter denne lov, som erhvervsejendommen ville have været berettiget til, hvis fortjenesten var blevet beskattet på tidspunktet for afståelsen af erhvervsejendommen. Hvis afståelsen er omfattet af 1. pkt., bortfalder ved beregning af den skattepligtige indkomst af fortjeneste ved afståelse af den ejendom, hvori fortjenesten oprindelig har været anbragt, nedslag i denne ejendoms anskaffelsessum efter §§ 6 A, 6 C eller 10. I stedet for at medregne fortjenesten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter 2. og 3. pkt. kan den skattepligtige dog vælge at udskyde beskatningen ved at genanbringe fortjenesten i en ny ejendom eller en ombygning, tilbygning eller nybygning efter reglerne i §§ 6 A eller 6 C.