14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Ejendomsavancebeskatningsloven § 5

Lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom paragraf 5

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af ejendomsavancebeskatningsloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 132 af 25. January 2019. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§5 Anskaffelsessummen forhøjes med et tillæg på 10.000 kr. for anskaffelsesåret og hvert af de efterfølgende kalenderår, hvori den skattepligtige har ejet ejendommen. For ejendomme, som er omfattet af § 4, stk. 3, ydes tillægget fra og med 1993. Tillægget gives dog ikke for det kalenderår, hvori ejendommen afstås, medmindre afståelsen sker i samme kalenderår som anskaffelsen. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom, nedsættes tillægget efter forholdet mellem anskaffelsessummen for hele ejendommen og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der afstås, jf. dog § 9, stk. 3. Såfremt den skattepligtige ejede ejendommen i sameje med andre, udgør tillægget kun så stor en del af 10.000 kr. årlig, som svarer til den skattepligtiges andel af ejendommen.

•••

Stk. 2 Anskaffelsessummen forhøjes endvidere med afholdte udgifter til vedligeholdelse eller forbedring, i det omfang disse har oversteget 10.000 kr. pr. kalenderår. For ejendomme, som er omfattet af § 4, stk. 3, medtages alene udgifter, der er afholdt den 1. januar 1993 eller senere. Såfremt ejendommen er vurderet efter den dagældende bestemmelse i vurderingslovens § 4 B eller er omfattet af § 4, stk. 3, 5. pkt., medtages alene udgifter, der er afholdt efter 19. maj 1993. Vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, samt udgifter, der er straksfradraget eller straksafskrevet, og som ikke er omfattet af afskrivningslovens § 21, stk. 2, samt forbedringsudgifter på fredede bygninger, der kan fradrages i efterfølgende indkomstår, kan ikke medregnes. Ved afgørelsen af, om udgifter har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, ses der bort fra standardfradrag, der er foretaget frem til og med indkomståret 1999 efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 15 J. Udgifter, der modsvares af tilskud m.v., der er skattefrie, kan heller ikke medregnes. Tilsvarende gælder udgifter, der er fradraget i 1992 og 1993 efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 15 N. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom, medregnes kun udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der vedrører den afståede del af ejendommen. Udgifterne medregnes i disse tilfælde i det omfang, de i det enkelte kalenderår overstiger tillægget efter stk. 1, 4. pkt. Reglerne i 4.-7. pkt. gælder tilsvarende. Såfremt den skattepligtige ejede ejendommen i sameje med andre, medregnes kun udgifter til vedligeholdelse og forbedring, som den skattepligtige har afholdt. Udgifterne medregnes i disse tilfælde i det omfang, de i det enkelte kalenderår overstiger tillægget efter stk. 1, 5. pkt. Reglerne i 4.-7. pkt. gælder tilsvarende. For ejendomme, der er eller har været omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5, kan anskaffelsessummen kun forhøjes med forbedringer, der er tillagt ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter ligningslovens § 16, stk. 9. Dette gælder dog ikke for forbedringer foretaget efter det tidspunkt, hvor ejendommen senest har været omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5. 14. pkt. finder dog ikke anvendelse for vedligeholdelses- og forbedringsudgifter på bygninger, der er undergivet fredning i henhold til bygningsfredningsloven, og som ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen.

•••

Stk. 3 Anskaffelsessummen forhøjes tillige med vederlag betalt ved køb eller tildeling af mælkekvoter, der ikke er omfattet af afskrivningslovens § 40 C. Såfremt den skattepligtige er blevet beskattet af kvotens værdi ved tildelingen, kan det beskattede beløb tillægges anskaffelsessummen. Er ejendommen omfattet af § 5 A, forhøjes den regulerede anskaffelsessum efter § 5 A, stk. 1, i det år, hvor mælkekvoten erhverves. Forhøjelse af anskaffelsessummen efter 1. pkt., jf. 3. pkt., er betinget af, at der for den pågældende mælkekvote samtidig skal ske en nedsættelse af anskaffelsessummen efter reglerne i stk. 4, nr. 6, stk. 5, nr. 5, stk. 6 eller stk. 7. Reglen i 4. pkt., finder kun anvendelse, såfremt mælkekvoten er købt eller tildelt den 19. maj 1993 eller senere og afstås den 18. juni 1993 eller senere. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom, nedsættes det betalte vederlag efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen, og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der afstås.

•••

Stk. 4 Anskaffelsessummen nedsættes i afståelsesåret på samme ejendom med

  • 1) foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller dagældende investeringsfondslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1152 af 7. oktober 2014, på bygninger og installationer, såfremt de nævnte afskrivninger m.v. ikke er beskattet som genvundne afskrivninger,

  • 2) foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller dagældende investeringsfondslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1152 af 7. oktober 2014, og værdiforringelser fradraget efter afskrivningslovens § 23, på nedrevne bygninger og installationer samt nedrivningsfradrag efter afskrivningslovens § 22,

  • 3) tab efter afskrivningslovens § 21 og værdiforringelser fradraget efter afskrivningslovens § 23, der ikke er omfattet af nr. 2,

  • 4) beløb, som er fradraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som værdiforringelse af ejendommen som følge af udnyttelse af forekomster af grus, ler og kalk m.v. på ejendommen, jf. afskrivningslovens § 38, eller som følge af nedgang i jordens landbrugsmæssige værdi ved den nævnte udnyttelse,

  • 5) udgifter afskrevet efter afskrivningslovens § 27,

  • 6) vederlag, der modtages for afståelsen af en mælkekvote, der ikke er omfattet af afskrivningslovens § 40 C, og

  • 7) værdien nul for en udløbet mælkekvote, der ikke er omfattet af afskrivningslovens § 40 C, idet vederlag for en sådan kvote anses for modtaget på tidspunktet for kvotens udløb med et beløb på nul.

•••

Stk. 5 Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor der afstås en del af en ejendom. Nedsættelse foretages efter følgende principper:

  • 1) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 1 og 3, foretages kun, hvis der afstås en afskrivningsberettiget bygning eller installation, hvorpå der er foretaget afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller dagældende investeringsfondslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1152 af 7. oktober 2014, eller givet fradrag for tab eller værdiforringelse. Det nedsættelsespligtige beløb henføres til den del af ejendommen, hvorpå afskrivningerne m.v. er foretaget eller tabet eller værdiforringelsen vedrører.

  • 2) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 2, foretages kun, hvis der afstås jordarealer, hvor de nedrevne bygninger og installationer har været beliggende. Det nedsættelsespligtige beløb henføres til denne del af jorden.

  • 3) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 4, foretages kun, hvis der afstås jordarealer, hvorpå der er sket udnyttelse af forekomster af grus, ler og kalk m.v. Det nedsættelsespligtige beløb henføres til denne del af jorden.

  • 4) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 5, foretages kun, hvis der afstås jordarealer, hvorpå der er opført drænings- og markvandingsanlæg, som er afskrevet efter afskrivningslovens § 27. Det nedsættelsespligtige beløb henføres til denne del af jorden.

  • 5) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 6 og 7, foretages ved, at det nedsættelsespligtige beløb forholdsmæssigt henføres til den afståede del af ejendommen og den del af restejendommen, der ikke udgør boligdelen, efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den afståede del af ejendommen og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen.

•••

Stk. 6 Afstås en del af en fast ejendom, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugsejendom, og anvendes reglerne i § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., ved opgørelsen af anskaffelsessummen, overføres en forholdsmæssig andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi, hvis denne er højere, til anskaffelsessummen for jorden. Det overførselsberettigede beløb opgøres som tillægsparcelværdien/den tekniske værdi nedsat med

  • 1) foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlodsafskrivninger efter etableringskontoloven eller dagældende investeringsfondslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1152 af 7. oktober 2014, på bygninger og installationer beliggende på ejendommen,

  • 2) foretagne afskrivninger m.v. som nævnt i stk. 4, nr. 2, og

  • 3) den nedskrevne værdi på ejendommens bygninger og installationer.

Nedsættelse efter nr. 1-3 foretages alene med afskrivninger m.v. og den nedskrevne værdi på bygninger og installationer, der er indgået i ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 eller en vurdering efter den dagældende bestemmelse i vurderingslovens § 4 B. Anskaffelsessummen for den del af ejendommen, hvorfra der overføres en del af anskaffelsessummen, nedsættes med det overførte beløb. Stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse, idet nedsættelsen efter stk. 5, nr. 5, foretages efter overførslen efter 1. og 2. pkt.

•••

Stk. 7 Er ejendommen omfattet af § 5 A, foretages nedsættelsen med beløb efter stk. 4-6, jf. stk. 8, i den regulerede anskaffelsessum efter § 5 A i det år, hvori beløbet er fradraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Nedsættelsespligtige beløb efter stk. 4, nr. 1, henføres til de år, hvor der er afskrevet på ejendommens bygninger eller installationer efter forholdet mellem de samlede foretagne afskrivninger m.v. i de pågældende år. Nedsættelse efter stk. 4, nr. 6, ved afståelse af mælkekvoter foretages dog i det år, hvor mælkekvoten afstås.

•••

Stk. 8 For ejendomme omfattet af § 4, stk. 3, 1., 2., eller 5. pkt., skal nedsættelse af anskaffelsessummen efter stk. 4, nr. 1, jf. stk. 5-7, med foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller dagældende investeringsfondslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1152 af 7. oktober 2014, kun ske med afskrivninger m.v. foretaget i indkomståret 1993 eller senere. Nedsættelsespligtige beløb efter stk. 4, nr. 1, jf. stk. 5-7, henføres til indkomståret 1993 eller senere efter forholdet mellem de samlede foretagne afskrivninger m.v. på ejendommens bygninger og installationer og de afskrivninger m.v., der er foretaget i indkomståret 1993 eller senere. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for nedsættelsespligtige beløb efter stk. 4, nr. 2-5, jf. stk. 5-7. Nedsættelse af anskaffelsessummen med vederlag for afståelse af en mælkekvote, jf. stk. 4, nr. 6, og stk. 5-7, skal kun ske for mælkekvoter afstået den 18. juni 1993 eller senere.

•••
profile photo
Profilside