14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Ejendomsavancebeskatningsloven § 10

Lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom paragraf 10

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af ejendomsavancebeskatningsloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 132 af 25. January 2019. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§10 Såfremt en skattepligtig i anledning af en indtruffen skade på en ejendom, der ikke er omfattet af § 8, har modtaget en erstatnings‑ eller forsikringssum og foretager genopførelse af den skadelidte ejendom, kan den skattepligtige for den del af erstatnings- eller forsikringssummen, der ikke er skattefri efter § 9, i stedet for at anvende reglerne i § 4, jf. § 2, stk. 1, anvende reglerne i stk. 2-6, såfremt

  • 1) de genopførte bygninger eller installationer findes på den samme ejendom som de skaderamte bygninger, jf. dog stk. 5, og

  • 2) genopførelsen sker enten i det indkomstår, hvori skaden indtræffer, eller i det nærmest følgende indkomstår, dog således, at fristen for genopførelse tidligst udløber med det indkomstår, som følger nærmest efter det, hvori erstatningssummen er fastsat endeligt.

•••

Stk. 2 Når særlige omstændigheder taler derfor, kan fristerne i stk. 1 forlænges efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen.

•••

Stk. 3 Er det beløb, der anvendes til genopførelse m.v., mindre end forsikrings- eller erstatningssummen, fradrages forskelsbeløbet i ejendommens anskaffelsessum i det indkomstår, hvori skaden sker. Der kan dog højst fradrages et beløb svarende til ejendommens anskaffelsessum på tidspunktet for skadens indtræden. Et overskydende beløb beskattes i det indkomstår, hvori genopførelsen senest skal være sket, jf. stk. 1, nr. 2, og stk. 2. Forskelsbeløb, der fragår i afskrivningsgrundlaget eller beskattes efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, påvirker ikke ejendommens anskaffelsessum, jf. dog § 5, stk. 4-8.

•••

Stk. 4 Ved senere afståelse af den genopførte ejendom kan den skattepligtige ved opgørelsen af den regulerede anskaffelsessum efter § 5 og § 5 A kun medregne

  • 1) anskaffelsesudgifter, der er afholdt før skaden,

  • 2) vedligeholdelses‑ og forbedringsudgifter, der er afholdt før skaden, i det omfang de kan medregnes efter § 5, stk. 2,

  • 3) beløb, hvormed udgifterne til genopførelsen måtte overstige forsikrings‑ eller erstatningssummen, og

  • 4) udgifter til vedligeholdelse og forbedring af den genopførte ejendom, i det omfang de kan medregnes efter § 5, stk. 2.

•••

Stk. 5 Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, finder reglerne i stk. 2-4 anvendelse, såfremt

  • 1) en lov eller en offentlig myndigheds bestemmelse hindrer, at genopførelse sker på den ejendom, hvor de skaderamte goder fandtes, eller

  • 2) skaden har ramt en eller flere erhvervsejendomme, som tilhører samme ejer, og som udgør en driftsenhed, og ejeren ønsker at foretage genopførelse på en anden af disse ejendomme end den skaderamte.

•••

Stk. 6 Bestemmelsen i stk. 5 gælder dog kun, såfremt den skattepligtige inden for de i stk. 1, nr. 2, og stk. 2 nævnte frister foretager genopførelse på en anden ejendom, der mindst svarer til erstatnings‑ eller forsikringssummen. Den skattepligtige skal efter genopførelse indgive meddelelse herom sammen med oplysninger efter skattekontrollovens § 2. Hvis skattemyndighederne ændrer ansættelse vedrørende afståelse af en fast ejendom, kan ejeren begære reglen anvendt, dog senest 3 måneder efter, at meddelelsen om ansættelsesændringen er modtaget.

•••

Stk. 7 Overstiger de samlede udgifter ved en genopførelse på en anden ejendom erstatnings- eller forsikringssummen, tillægges det overskydende beløb anskaffelsessummen for den genopførte bygning m.v. Sker genopførelse på flere ejendomme, fordeles det overskydende beløb til anskaffelsessummerne for de pågældende ejendomme efter andelen af de samlede udgifter til genopførelse på de enkelte ejendomme.

•••

Stk. 8 Ved genopførelse af bygninger m.v. på en anden ejendom, overføres til denne anden ejendom den del af anskaffelsessummen for den oprindelige ejendom, der kan henføres til det skaderamte. Sker genopførelse på flere ejendomme, fordeles den del af anskaffelsessummen for den oprindelige ejendom, der kan henføres til det skaderamte, efter andelen af de samlede udgifter til genopførelse på de enkelte ejendomme.

•••

Stk. 9 Erstatnings- og forsikringssummer, der vedrører den del af ejendommen, der ikke tjener eller har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand, og som anvendes til opførelse af bygninger, der tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 medregnes til den skattepligtige indkomst.

•••

Stk. 10 Såfremt en skattepligtig anvender reglerne i stk. 1-9 og en eller flere af ejendommens bygninger er afskrivningsberettigede, skal reglerne i afskrivningslovens § 24 samtidig anvendes.

•••
profile photo
Profilside