Efteruddannelsesbekendtgørelsen § 21

Denne konsoliderede version af efteruddannelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse af godkendte revisorer

Bekendtgørelse nr. 856 af 21. august 2019

§ 21

Det påhviler revisor at indberette oplysning om antal timers efteruddannelse efter §§ 2 og 4-7 i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. lovens § 2. Er revisor omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, påhviler det revisor at indberette sin kompetenceevaluering i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Indberetningen skal ske elektronisk med en digital signatur efter regler, der fastsættes af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Indberetning efter stk. 1 af timer omfattet af § 2 skal være foretaget senest den 1. april i året efter udløbet af en treårs-periode, jf. § 3, stk. 1. Indberetning af timer omfattet af §§ 4-7, skal foretages årligt og senest den 1. april for timer i det foregående år. Indberetning af kompetenceevaluering, hvis revisor er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, skal foretages årligt og senest den 1. april i det år, som kompetenceevalueringen vedrører.

Stk. 3 Har en revisor, jf. § 14, et overskydende antal efteruddannelsestimer for en treårsperiode, skal indberetning af de overskydende timer ske for den efterfølgende periode.

Stk. 4 Har en revisor, der er certificeret af Finanstilsynet, ikke foretaget indberetning efter stk. 2. 2. pkt., underretter Erhvervsstyrelsen Finanstilsynet herom. Det samme gælder, hvis det indberettede antal timer er færre end det krævede antal timer.

Stk. 5 Har en revisor, der omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, ikke foretaget indberetning efter stk. 2, 3. pkt. inden for fristen, er revisor omfattet af efteruddannelseskravet i § 2, stk. 1, nr. 2. Timetallet i § 2, stk. 1, nr. 2, reduceres forholdsmæssigt til den resterende andel af treårs-perioden. Reduktionen foretages først i de i § 2, stk. 5, 2. pkt., nævnte timer og derefter forholdsmæssigt i de i § 2, stk. 5, 1. pkt. nævnte timer.