Dyrlægeloven § 24

Denne konsoliderede version af dyrlægeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dyrlæger

Lov nr. 433 af 09. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1523 af 26. oktober 2020,
som ændret ved lov nr. 1431 af 17. december 2019, lov nr. 1547 af 12. december 2023 og lov nr. 1548 af 12. december 2023

§ 24

Såfremt en dyrlæge gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af § 14, stk. 1-3, eller regler fastsat i medfør af § 14, stk. 4-6, eller § 15, kan vedkommende ved dom frakendes retten til at indgå aftaler om sundhedsrådgivning og til at ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler efter § 14, stk. 1-6.

Stk. 2 Skønner ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, at betingelserne efter stk. 1 er opfyldt, kan ministeren, såfremt der er nærliggende fare for misbrug, midlertidigt inddrage retten til at indgå sundhedsrådgivningsaftaler og til at ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler efter § 14, stk. 1-6. Den, hvis rettigheder er inddraget, kan forlange inddragelsen prøvet ved domstolene. Ministeren skal vejlede dyrlægen om prøvelsesretten. Begæring om prøvelse skal fremsættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Det tidsrum, hvori retten til at indgå sundhedsrådgivningsaftaler og til at ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler efter § 14, stk. 1-6, har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

Stk. 3 Frakendelse af retten til at indgå sundhedsrådgivningsaftaler og til at ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler efter § 14, stk. 1-6, sker for et tidsrum af mellem 1 og 5 år eller for bestandig.

Stk. 4 Frakendelse kan ske for bestandig, hvis vedkommende

  • 1) er frakendt retten til at indgå sundhedsrådgivningsaftaler og til at ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler efter § 14, stk. 1-6, i et tidsrum af mellem 1 og 5 år og det nye forhold er begået i frakendelsestiden eller

  • 2) flere gange har fået frakendt retten til at indgå sundhedsrådgivningsaftaler og til at ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler efter § 14, stk. 1-6, i et tidsrum af mellem 1 og 5 år.