Dyrevelfærdsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af dyrevelfærdsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

træder i kraft den 1. januar 2021, jf. bekendtgørelse nr. 1717 af 30/11 2020

Lov om dyrevelfærd (dyrevelfærdsloven)

Lov nr. 133 af 25. februar 2020,
jf. lovbekendtgørelse nr. 61 af 19. januar 2024

Kapitel 1 1 Generelle bestemmelser
§ 1

Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn.

§ 2

Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§ 3

Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

§ 4

Det er forbudt at have seksuel omgang med eller foretage seksuelle handlinger med dyr.

Stk. 2 Forbuddet omfatter ikke handlinger, som udføres af veterinærmedicinske eller zootekniske årsager, herunder i forbindelse med avl og reproduktion eller dyreforsøg, eller af andre lignende berettigede grunde.