Dødsboskifteloven Kapitel 23

Denne konsoliderede version af dødsboskifteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skifte af dødsboer

Lov nr. 383 af 22. maj 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1807 af 03. september 2021,
som ændret ved lov nr. 697 af 24. maj 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 23 1 Skifterettens kompetence
§ 89

Skifteretten prøver betingelserne for iværksættelse af foranstaltninger, som ved denne lov er henlagt til skifteretterne, vejleder efter reglerne i kapitel 24 og afgør tvister, som opstår i forbindelse med boernes behandling, herunder om

  • 1) retten til at arve, herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering,

  • 2) fordringer og krav og disses fortrinsret rettet mod dødsboet, mod en bobestyrer, mod skifteretten eller mellem lodtagere i boet,

  • 3) krav på tilbagelevering eller tilbagebetaling til boet,

  • 4) spørgsmål om retten til en kapital ifølge en livsforsikring eller tilsvarende ordning, der kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald, når tvisten angår, hvem der som begunstiget eller som ejer af policen m.v. er berettiget til at modtage kapitalen, eller hvorvidt kapitalen helt eller delvis skal behandles, som om den tilhører boet, og

  • 5) fordringer og krav, der gøres gældende af boet, når parterne er enige herom.

Stk. 2 Sagsøges et privatskiftet dødsbo, og ønskes der tillige dom over boets arvinger, kan disse indstævnes for skifteretten.

Stk. 3 Reglerne i retsplejelovens § 226 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Vedrører sagen en tvist, der hører under en særlig domstol, skal sagen dog behandles ved denne.

§ 90

Sagerne behandles ved den skifteret, hvorunder boet hører.