Dødsboskatteloven § 59

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Den længstlevende ægtefælles indtræden i afdødes skattemæssige stilling
§ 59

Den længstlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til aktiver og passiver, der har tilhørt afdøde. Ved beskatningen af den længstlevende ægtefælle anses aktiver og passiver, der før dødsfaldet tilhørte afdøde, for erhvervet af den længstlevende ægtefælle på de tidspunkter, til de beløb og under de omstændigheder, hvorved de i sin tid er erhvervet af afdøde. Er der i afdødes ejertid sket skattemæssigt relevante ændringer i et aktivs eller passivs status hos ejeren, overtages aktivet eller passivet af den længstlevende ægtefælle med hensyntagen til sådanne ændringer.

Stk. 2 Den længstlevende ægtefælle kan uanset stk. 1 vælge ikke at indtræde i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til:

  • 1) Afdødes forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven.

  • 2) Afdødes indskud på etableringskonto og iværksætterkonto.

Stk. 3 Erklæring om, at den længstlevende ægtefælle efter stk. 2 ikke ønsker at indtræde i afdødes skattemæssige stilling, skal afgives over for told- og skatteforvaltningen, senest samtidig med at en formueoversigt som nævnt i arvelovens § 22 eller en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen indgives til skifteretten.

Stk. 4 Hvis afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret drev en erhvervsvirksomhed, indtræder den længstlevende ægtefælle med virkning fra begyndelsen af dødsåret i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til virksomheden.

Stk. 5 Underskud i den førstafdøde ægtefælles indkomst i årene forud for dødsåret og for dødsåret kan overføres til fradrag i den længstlevende ægtefælles indkomst efter de regler, der ville have været gældende for førstafdøde.