Dødsboskatteloven § 58

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

§ 58

Reglerne i dette kapitel finder anvendelse, når afdøde efterlader sig en ægtefælle, som afdøde ikke var separeret fra ved dødsfaldet, og når

  • 1) ægtefællernes hidtidige fællesbo og skilsmissesæreje udleveres til den længstlevende ægtefælle til uskiftet bo,

  • 2) dødsboet efter førstafdøde udleveres til den længstlevende ægtefælle i medfør af § 22 i lov om skifte af dødsboer,

  • 3) dødsboet efter førstafdøde udleveres til den længstlevende ægtefælle i medfør af § 34 i lov om skifte af dødsboer, eller

  • 4) den længstlevende ægtefælle i øvrigt er eneste legale arving efter førstafdøde.

Stk. 2 Reglerne i dette kapitel finder endvidere anvendelse, når et påbegyndt egentligt skifte omfattet af denne lovs afsnit II afsluttes ved, at boet efter førstafdøde overtages af den længstlevende ægtefælle til uskiftet bo, eller ved, at den længstlevende ægtefælle overtager hele boet i medfør af arvelovens § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4. 1. pkt. gælder dog ikke, hvis der før en overtagelse til uskiftet bo er skiftet med en eller flere livsarvinger efter førstafdøde. Er der sket beskatning af afdødes indkomst i mellemperioden efter §§ 13-16, ophæves sådan beskatning. Eventuelle beløb, der er indbetalt af boet efter § 15, stk. 4, tilbagebetales til den længstlevende ægtefælle. Eventuelle beløb, der er indbetalt af boet efter § 15, stk. 4, tilbagebetales til den længstlevende ægtefælle. Eventuelle beløb, som er udbetalt til boet efter § 15, stk. 5, genopkræves hos den længstlevende ægtefælle.

Stk. 3 Når afdøde efterlader sig såvel delingsformue, herunder skilsmissesæreje, som fuldstændigt særeje, anses ægtefællernes hidtidige delingsformue og skilsmissesæreje for ét bo (fællesboet) og afdødes hidtidige fuldstændige særeje for ét bo (særboet). Hvis såvel fællesboet som særboet overtages af den længstlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., gælder dog reglerne i dette kapitel, idet afdøde i så fald kun anses for at efterlade sig ét bo. Hvis et af boerne overtages af den længstlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., mens det andet sluttes ved boudlæg i medfør af § 18 i lov om skifte af dødsboer, gælder reglerne i dette kapitel, jf. dog § 80. Hvis fællesboet overtages af den længstlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., mens særboet skiftes, gælder reglerne i dette kapitel med de ændringer, der følger af §§ 67-70.

Stk. 4 I det omfang udlevering efter stk. 1 omfatter aktiver og passiver, der hidrører fra førstafdødes fuldstændige særeje, anses disse ved anvendelsen af reglerne i denne lov som hidrørende fra førstafdødes andel af ægtefællernes hidtidige delingsformue.

Stk. 5 Når dødsboet efter førstafdøde udleveres til den længstlevende ægtefælle efter stk. 1, nr. 4, kan den længstlevende ægtefælle uanset stk. 1 vælge, at beskatning skal ske efter afsnit II. Erklæring om, at den længstlevende ægtefælle ønsker beskatning efter afsnit II, skal afgives samtidig med indgivelsen af en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen.