Dødsboskatteloven § 25

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Kapitalafkastordningen
§ 25

Ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten medregnes afdødes indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarede konjunkturudligningsskat og med fradrag af et grundbeløb på 152.200 kr. (2010-niveau). Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles grundbeløbet forholdsmæssigt under hensyn til de ved indkomstopgørelserne medregnede indeståender med tillæg af hertil svarende skat. Fradraget foretages først i tidligste henlæggelser til konjunkturudligning.

Stk. 2 Anvendte en længstlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, på en virksomhed, der tilhører afdøde, medregnes ægtefællens indestående på konjunkturudligningskonto ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende konjunkturudligningsskat ved opgørelsen af det beløb, der skal beskattes efter stk. 1 eller efter § 24, stk. 1.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når dødsboet omfatter én af flere virksomheder. § 11, stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, i det omfang indestående på konjunkturudligningskontoen overtages efter § 39, stk. 3. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse i det omfang en længstlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konjunkturudligningskontoen i medfør af § 45, stk. 4.

Stk. 5 Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.