DE ADVOKATETISKE REGLER Kapitel 9

Vil blive anvendt af Advokatrådet fra 1. september 2022.

Kapitel 9 Sagens udførelse
Art. 39

En advokat skal være uafhængig under udøvelse af sin virksomhed.

Art. 40

Advokaten skal i passende omfang holde klienten underrettet om sagens forløb.

Sml. med pkt. 9.2 i tidl. udg. »

Art. 41

En advokat må ikke ved udførelse af en sag gå videre, end berettigede hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsiger.

Sml. med pkt. 17.1, første stk., i tidl. udg. »

Stk. 2 Advokaten må ikke foretage unødige retsskridt eller søge klientens interesser fremmet på utilbørlig måde.

Sml. med pkt. 17.1, andet stk., i tidl. udg. »

Art. 42

En advokat må ikke modvirke tilkaldelse af en anden advokat og bør efter omstændighederne opfordre modparten til at søge advokat.

Sml. med pkt. 17.2 i tidl. udg. »

Art. 43

En advokat må ikke i en konkret sag henvende sig direkte til nogen, som i sagen er repræsenteret af anden advokat, uden dennes samtykke. Det gælder dog ikke, hvis henvendelsen sker til berettiget varetagelse af en klients eller egne interesser, eller vedkommende anden advokat trods påmindelse ikke foretager, hvad advokaten efter god advokatskik har pligt til. Advokaten skal i alle tilfælde samtidig eller uden ugrundet ophold underrette den anden advokat om enhver sådan henvendelse.

Sml. med pkt. 17.3 i tidl. udg. »

Art. 44

En advokat må ikke optage eller medvirke til optagelse af telefonsamtaler eller andre kommunikationer på lydbånd eller lignende, uden at den anden part eller de andre deltagere har samtykket i optagelsen.

Sml. med pkt. 17.4 i tidl. udg. »