Danskuddannelsesloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af danskuddannelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Lov nr. 375 af 28. maj 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1372 af 22. september 2022

Kapitel 6 1 Andre bestemmelser
§ 16

Lærere, der varetager danskuddannelse, skal have de nødvendige faglige og pædagogiske forudsætninger for at undervise voksne udlændinge.

Stk. 2 Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter regler om læreres kvalifikationer.

Stk. 3 Til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer med senere ændringer fastsætter udlændinge- og integrationsministeren nærmere regler om godkendelse af læreres kvalifikationer opnået i udlandet, herunder om, hvilke dokumenter der skal medsendes en ansøgning m.v.

Stk. 4 Sager vedrørende vurdering af læreres kvalifikationer opnået i udlandet behandles af Styrelsen for Forskning og Uddannelse.

Stk. 5 Styrelsen for Forskning og Uddannelses afgørelser efter stk. 4 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 16a

(Ophævet)

§ 16b

(Ophævet)

§ 17

Udlændinge- og integrationsministeren kan fravige lovens bestemmelser, i det omfang det anses for hensigtsmæssigt for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område.

§ 18

Kommunalbestyrelsen og udbyderne skal tilvejebringe og meddele udlændinge- og integrationsministeren de oplysninger, herunder statistiske oplysninger, som denne måtte forlange om danskuddannelserne. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler herom, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives. Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Stk. 2 Kommunalbestyrelserne kan uden forudgående samtykke fra den, som oplysningen vedrører, indhente de oplysninger fra udbyderne, der er nødvendige for at varetage deres opgaver efter denne lov. Udbyderne kan uden forudgående samtykke fra den, som oplysningen vedrører, indhente de oplysninger fra en anden udbyder, der er nødvendige for at varetage deres opgaver efter denne lov.

Stk. 3 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om udbydernes indhentning, registrering og videregivelse af kursisternes og prøvedeltagernes personnumre, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives. Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

§ 18a

Kommunalbestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om udlændingens tilknytning til arbejdsmarkedet efter lovens § 2 e, stk. 3 og § 2 a få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Stk. 2 Oplysningerne i henhold til stk. 1 kan indhentes af kommunalbestyrelsen uden den pågældende udlændings samtykke.

§ 19

Udbyderne kan efter aftale med en kommunalbestyrelse varetage andre integrationsopgaver end danskuddannelse efter denne lov, herunder formidling af praktikforløb og job til kursister. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler herom, herunder om at udbydere af danskuddannelse kan tilbyde undervisning i andre fag end dansk som led i integrationsindsatsen.

§ 19a

Kommunalbestyrelserne i hver region indgår mindst hvert fjerde år en rammeaftale om samarbejde og koordinering af tilbud om danskuddannelse til voksne udlændinge efter denne lov inden for regionen.

Stk. 2 Rammeaftalen skal offentliggøres og sendes til Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Stk. 3 Udlændinge- og Integrationsministeriet fastsætter nærmere regler om rammeaftalerne, herunder om krav til aftalernes indhold og om tidsfrister for indgåelse af aftalerne.

§ 20

Klage over lærers og censors afgørelser i forbindelse med prøver samt klage over forhold i forbindelse med prøveforløbet kan af prøvedeltageren indbringes for den prøveafholdende udbyder, der efter regler fastsat i medfør af § 9, stk. 4, er godkendt til at afholde prøver.

Stk. 2 Den prøveafholdende udbyders afgørelser efter stk. 1 kan indbringes for udlændinge- og integrationsministeren.

Stk. 3 Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om klagefrister og klage over afgørelser i forbindelse med prøver, herunder om, at omprøve og ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter. Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.