Dagtilbudsloven § 3a

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

§ 3a

Kommunalbestyrelsen har ansvar for dagtilbuddene.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre kommunens rammer for dagtilbud, herunder eventuelle prioriterede indsatser på området. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at de fastsatte rammer og eventuelle prioriterede indsatser medvirker til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der følger af afsnit II, og til udmøntningen af kommunens sammenhængende børnepolitik, jf. § 15, stk. 1, i barnets lov.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal som led i fastsættelsen af rammer efter stk. 2 og med henblik på at skabe sammenhæng i børns liv og kontinuitet i overgangen mellem tilbud fastsætte retningslinjer om

  • 1) samarbejdet mellem dagtilbud, fritidstilbud og skolen,

  • 2) samarbejdet mellem dagtilbud og andre relevante aktører, herunder sundhedsplejen og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), og

  • 3) videregivelse af relevante oplysninger ved børns overgange fra sundhedsplejen til dagtilbud og fra dagtilbud til skolefritidsordning eller fritidshjem og skole.

Stk. 4 Dagtilbud skal medvirke til at yde særlig støtte til de børn i dagtilbud, der har behov herfor.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen skal sikre, at udviklingen på dagtilbudsområdet drøftes politisk mindst hvert andet år med udgangspunkt i, hvordan kommunens rammer for dagtilbud og eventuelle prioriterede indsatser for området efter stk. 2 bidrager til, at dagtilbuddene kan opfylde de krav, der følger af lovens afsnit II.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen beslutter, om der som følge af drøftelsen efter stk. 5 skal iværksættes tiltag såsom kompetenceudvikling, supervision m.v., som kan understøtte og kvalificere dagtilbuddenes arbejde med etablering af pædagogiske læringsmiljøer, der fremmer børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en oversigt over dagtilbud i kommunen og satser for tilskud til privat pasning og pasning af egne børn. Kommunalbestyrelsen må alene anvende betegnelserne privat pasningsordning og fleksibel pasningsordning i alle offentlige sammenhænge, hvor der refereres til henholdsvis privat pasning og fleksibel pasning, hvortil forældre modtager tilskud efter § 80. Kommunalbestyrelsen skal et samlet sted på kommunens hjemmeside eller et andet let tilgængeligt sted for borgerne offentliggøre de fastsatte rammer og eventuelle prioriterede indsatser efter stk. 2, oversigten over dagtilbud i kommunen og satser for tilskud til privat pasning og pasning af egne børn og øvrige retningslinjer efter afsnit II, II A og V.