Dagtilbudsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

Kapitel 5 1 Tilskud til dagtilbud og forældrenes egenbetaling
Tilskud til dagtilbud i opholdskommunen
§ 31

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give forældre et tilskud pr. barn til brug for dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2, i opholdskommunen.

Stk. 2 Tilskud og egenbetaling fastsættes på grundlag af dagtilbuddenes vedtagne budgetter, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Midler fra puljer udmøntet af børne- og undervisningsministeren skal ikke indgå ved fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling efter § 32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at midler fra puljer udmøntet af børne- og undervisningsministeren i konkrete tilfælde skal indgå ved fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling efter § 32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3.

§ 32

Tilskud efter § 31, stk. 1, til forældre med børn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, skal udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter opgjort efter stk. 2.

Stk. 2 Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 1 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, eksklusive udgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, og ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 3 Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsens tilskud udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, inklusive udgifter til et sundt frokostmåltid.

Stk. 4 Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, hvor et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 3 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, inklusive udgiften til et sundt frokostmåltid og eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 5 Ved optagelse i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 2 og 4 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for daginstitutioner af samme type i kommunen.

§ 32a

I kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, med et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, afholder forældrene udgiften til frokostmåltidet.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give et tilskud til at nedbringe forældrenes betaling efter stk. 1.

Stk. 3 Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, med et sundt frokostmåltid fastsættes forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 4 Ved optagelse i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, med et sundt frokostmåltid beregnes forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid for daginstitutioner af samme type i kommunen.

Stk. 5 Forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 fastsættes på grundlag af kommunalbestyrelsens vedtagne budget for et sundt frokostmåltid.

Stk. 6 Der opkræves ikke betaling efter stk. 1 for børn, der er omfattet af § 16 a, stk. 2-4.

§ 33

Tilskud efter § 31, stk. 1, til forældre med børn i kommunal dagpleje efter § 21, stk. 2, skal udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 2 Ved optagelse i kommunal dagpleje efter § 21, stk. 2, beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 1 på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for den kommunale dagpleje.

§ 34

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal til privat dagpleje give et tilskud pr. barn.

Stk. 2 Tilskud til privat dagpleje fastsættes af kommunalbestyrelsen, og forældrenes egenbetaling kan højst udgøre 25 pct. af den private dagplejes budgetterede bruttodriftsudgifter som aftalt med kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Ved optagelse i privat dagpleje beregnes kommunalbestyrelsens tilskud pr. barn og forældrenes egenbetaling på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for den enkelte private dagpleje.

§ 35

Når en selvejende daginstitution ønsker at varetage administrationen, skal kommunalbestyrelsen give et administrationstilskud til den selvejende daginstitution.

Stk. 2 Administrationstilskuddet svarer til det gennemsnitlige administrationstilskud pr. barn, som kommunalbestyrelsen giver til selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen.

Tilskud til privatinstitutioner
§ 36

Kommunalbestyrelsen skal give et driftstilskud pr. barn, der optages i en privatinstitution.

Stk. 2 Driftstilskuddet svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen efter § 19, stk. 2-4, § 21, stk. 2 og 3, og §§ 31-34, jf. dog §§ 43 og 44.

Stk. 3 Er driftstilskuddet som beregnet efter stk. 2 lavere end de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn i en alderssvarende daginstitution efter § 19, stk. 2-4, jf. § 32, kan driftstilskuddet til privatinstitutioner fastsættes, så det svarer til dette niveau, jf. dog §§ 43 og 44.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution, når der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i privatinstitutionen.

Stk. 5 Tilskuddet efter stk. 4 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.

Stk. 6 Tilskuddet efter stk. 4 skal anvendes til at nedbringe forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.

§ 37

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give et bygningstilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution.

Stk. 2 Bygningstilskuddet skal mindst svare til de gennemsnitlige ejendomsrelaterede udgifter pr. barn i samme aldersgruppe i de selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen.

§ 38

Når en privatinstitution ønsker at varetage administrationen, skal kommunalbestyrelsen i opholdskommunen give et administrationstilskud pr. barn, der er optaget i privatinstitutionen.

Stk. 2 Administrationstilskuddet svarer til det gennemsnitlige administrationstilskud pr. barn, som kommunalbestyrelsen giver til selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen.

§ 39

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give tilskuddene efter §§ 36-38 fra det tidspunkt, hvor forældrene har fået tilsagn om et tilskud til brug for dagtilbud og barnet er optaget i privatinstitutionen, og indtil barnets skolestart.

§ 40

Privatinstitutioner fastsætter og offentliggør forældrenes egenbetaling, jf. dog § 27 b, stk. 1.

Tilskud til dagtilbud i anden kommune
§ 41

Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give et tilskud pr. barn, der optages i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i en anden kommune.

Stk. 2 Ved optagelse i et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen beregnes opholdskommunens tilskud, så det svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter pr. plads for dagtilbud i opholdskommunen som beregnet for den aldersgruppe, barnet tilhører.

Stk. 3 Tilskuddet kan dog højst svare til opholdskommunens tilskudsprocent for aldersgruppen beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen som beregnet i institutionskommunen, jf. §§ 31-34, jf. dog §§ 42-44.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i opholdskommunen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en daginstitution i en anden kommune, når der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i daginstitutionen i den anden kommune.

Stk. 5 Tilskuddet efter stk. 4 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.

Stk. 6 Tilskuddet efter stk. 4 skal anvendes til at nedbringe forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.

Stk. 7 Opholdskommunen skal betale tilskuddet direkte til institutionskommunen.

Stk. 8 Forældrene skal betale forskellen mellem tilskuddet fra opholdskommunen og bruttodriftsudgiften pr. plads i det benyttede dagtilbud som beregnet i institutionskommunen, jf. §§ 31-34.

§ 42

Når forældre vælger et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen, kan kommunalbestyrelsen i opholdskommunen beslutte at give et ekstra tilskud til institutionskommunen for enten at reducere institutionskommunens udgifter, reducere egenbetalingen eller begge dele.

Stk. 2 Opholdskommunen skal betale det ekstra tilskud direkte til institutionskommunen.

Søskendetilskud og fripladstilskud
§ 43

Kommunalbestyrelsen skal give et

  • 1) søskendetilskud til forældre med mere end et barn i dagtilbud, fritidshjem, SFO (skolefritidsordning) eller privat pasning med tilskud efter § 80,

  • 2) økonomisk fripladstilskud under hensyn til forældrenes økonomiske forhold,

  • 3) behandlingsmæssigt fripladstilskud, når et barn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne af behandlingsmæssige grunde har ophold i et dagtilbud,

  • 4) socialpædagogisk fripladstilskud, når ophold i dagtilbud må anses som særlig påkrævet af sociale eller pædagogiske grunde og betalingsspørgsmålet vanskeliggør barnets optagelse eller forbliven i et dagtilbud, og

  • 5) tilskud, når et barn med behov for sprogstimulering er optaget i et sprogstimuleringstilbud i form af en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen, jf. § 11, stk. 8.

Stk. 2 Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at give et søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud efter § 43, stk. 1, nr. 1-4, til nedsættelse af forældrenes egenbetaling til en plads i en daginstitution, skal kommunalbestyrelsen tillige give de pågældende forældre med børn i daginstitutioner, hvor der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, et søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.

§ 43a

Ansøgning om økonomisk fripladstilskud, jf. § 43, stk. 1, nr. 2, skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.

Stk. 4 En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.

Bemyndigelse
§ 44

Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om tilskud og egenbetaling efter bestemmelserne i dette kapitel, herunder regler om anvendelse af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud, regler for tilbagebetaling og efterbetaling af økonomisk fripladstilskud og regler for det tyske mindretal. Dagtilbudsbekendtgørelsen