Dagtilbudsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

Kapitel 3 1 Etablering og drift af dagtilbud
Dagtilbud i daginstitutioner
§ 19

Dagtilbud kan etableres som daginstitutioner.

Stk. 2 Daginstitutioner kan drives af en eller flere kommuner som kommunal daginstitution.

Stk. 3 Daginstitutioner kan efter aftale med kommunalbestyrelsen drives af private leverandører som selvejende daginstitution. Reglerne i denne lov om selvejende daginstitutioner finder anvendelse for daginstitutioner som nævnt i 1. pkt.

Stk. 4 Daginstitutioner kan efter aftale med kommunalbestyrelsen drives af private leverandører som udliciterede daginstitutioner. Reglerne i denne lov om udliciterede daginstitutioner finder anvendelse for daginstitutioner som nævnt i 1. pkt.

Stk. 5 Daginstitutioner kan med kommunalbestyrelsens godkendelse drives af private leverandører som privatinstitution. Reglerne i denne lov om privatinstitutioner finder anvendelse for daginstitutioner som nævnt i 1. pkt.

Stk. 6 Daginstitutioner, som drives efter stk. 2-5, kan bestå af flere enheder.

§ 19a

Kommunalbestyrelsen skal sikre en normering i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, og puljeordninger med tilskud efter §§ 101 og 102, som indebærer, at der minimum er én pædagogisk personale pr. tre børn i alderssvarende daginstitutioner til 0-2-årige børn og én pædagogisk personale pr. seks børn i alderssvarende daginstitutioner til 3-årige børn indtil skolestart.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal sikre, at børn under 3 år indgår i normeringen efter stk. 1, så der er minimum én pædagogisk personale pr. tre børn, frem til den 1. i måneden efter at barnet er fyldt 3 år.

Stk. 3 Normeringen efter stk. 1 og 2 i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, og puljeordninger med tilskud efter §§ 101 og 102 skal opgøres som et årligt gennemsnit i kommunen.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om opgørelsesmetode for normeringen i daginstitutioner efter stk. 1 og 2.

§ 20

Kommunalbestyrelsen i institutionskommunen skal godkende privatinstitutioner. En privatinstitution, som opfylder lovgivningens og kommunalbestyrelsens betingelser for godkendelse, har krav på godkendelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør kriterier for godkendelse efter stk. 1. Privatinstitutioner skal opfylde kriterierne for godkendelse senest 6 måneder efter offentliggørelse heraf. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om driftsgaranti.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan tilbagekalde godkendelsen af en privatinstitution, hvis institutionen ikke opfylder de kriterier, som institutionen blev godkendt på baggrund af, eller privatinstitutionen har optaget mere end 30 pct. børn fra et udsat boligområde, jf. listen over udsatte boligområder i § 61 a i lov om almene boliger m.v., i løbet af et kalenderår, jf. § 26 a, stk. 3.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan opkræve et depositum i forbindelse med ansøgning om godkendelse efter stk. 1. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1-4 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Dagtilbud i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø
§ 21

Dagtilbud kan etableres som dagpleje i dagplejerens eller børnenes private hjem eller i andre lokaler i børnenes hjemlige miljø. Dagpleje, der anvendes til midlertidig pasning af børn, kan dog etableres i andre lokaler end dagplejerens hjem, børnenes hjem eller børnenes hjemlige miljø. I dette tilfælde er det et krav, at pasningen sker som følge af midlertidigt fravær af kortere varighed hos børnenes egen dagplejer.

Stk. 2 Dagpleje efter stk. 1 kan drives af kommunen som kommunal dagpleje.

Stk. 3 Dagpleje efter stk. 1 kan efter aftale med kommunalbestyrelsen drives af en privat leverandør som privat dagpleje.

§ 22

Kommunalbestyrelsen skal godkende private hjem og andre lokaler til brug for dagpleje, jf. § 21.

Stk. 2 Der kan i den enkelte dagpleje modtages op til fem børn. Varetages dagplejen af flere personer, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der i dagplejen kan modtages op til ti børn.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at dagplejerens egne børn i samme aldersgruppe som de øvrige dagplejebørn i dagplejehjemmet kan indgå i det antal børn, dagplejeren modtager betaling for.

Hovedsprog i dagtilbud
§ 22a

Hovedsproget i daginstitutioner efter § 19, stk. 2-5, og dagpleje efter § 21, stk. 2 og 3, skal være dansk, jf. dog stk. 2. Daginstitutioner oprettet af det tyske mindretal er ikke omfattet af 1. pkt.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at hovedsproget i daginstitutioner efter § 19, stk. 2-5, og dagpleje efter § 21, stk. 2 og 3, kan være engelsk, tysk eller fransk, hvis kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering skønner, at det ikke medfører integrationsmæssige problemer. For selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 3, privatinstitutioner efter § 19, stk. 5, og private dagplejere efter § 21, stk. 3, kan kommunalbestyrelsens beslutning alene træffes efter anmodning fra institutionen eller dagplejeren.

Stk. 3 For selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 3 og 4, og privat dagpleje efter § 21, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning efter stk. 2 i forbindelse med indgåelsen af driftsaftalen eller ændringer heraf.

Stk. 4 For privatinstitutioner efter § 19, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning efter stk. 2 som led i godkendelsen af institutionen. For allerede godkendte privatinstitutioner kan der udarbejdes et tillæg til den eksisterende godkendelse.

Særtilbud i form af et dagtilbud
§ 22b

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at dagtilbud etableret efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, drives som et særtilbud i form af et dagtilbud, hvor alle pladser er forbeholdt børn, der har ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Stk. 2 For særtilbud efter stk. 1, som er drevet af en privat leverandør efter § 19, stk. 3 og 4, og § 21, stk. 3, kan kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 alene træffes efter anmodning fra tilbuddet.

Stk. 3 Hovedsproget i særtilbud efter stk. 1 kan uanset bestemmelsen i § 22 a, stk. 1, være ukrainsk. Børn i disse tilbud skal introduceres til det danske sprog.

Stk. 4 Særtilbud efter stk. 1 er uanset bestemmelsen i § 8, stk. 1, ikke omfattet af krav om udarbejdelse af en pædagogisk læreplan. I disse tilbud skal arbejdet med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse ske med udgangspunkt i det pædagogiske grundlag, jf. § 8, stk. 2.

Befordring til børn mellem hjem og dagtilbud m.v.
§ 22c

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbyde befordring mellem hjem eller dettes nærhed og dagtilbud til børn, der har ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.