Dagtilbudsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

Kapitel 2 1 Formål, pædagogisk læreplan, sprogvurdering m.v.
Formål for dagtilbud
§ 7

Dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.

Stk. 2 Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse og bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Stk. 3 Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring.

Stk. 4 Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. Dagtilbud skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund.

Stk. 5 Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene sikre børn en god overgang fra hjem til dagtilbud. Dagtilbud skal endvidere i samarbejde med forældre og skole sikre børn en god sammenhængende overgang mellem dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole ved at udvikle og understøtte deres grundlæggende kompetencer og lysten til at lære.

Pædagogisk læreplan
§ 8

Der skal i alle dagtilbud udarbejdes en skriftlig pædagogisk læreplan for hele børnegruppen i alderen 0-2 år og for børnegruppen i alderen fra 3 år og frem til skolestart. Hvis det enkelte dagtilbud har organiseret børnene i andre aldersgrupper, udarbejdes den pædagogiske læreplan på baggrund af denne organisering. I aldersintegrerede daginstitutioner kan der udarbejdes en pædagogisk læreplan under hensyntagen til aldersgrupper. I daginstitutioner med flere enheder skal den pædagogiske læreplan udarbejdes, så der tages højde for børnegruppernes sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger i de enkelte enheder, jf. stk. 3.

Stk. 2 Den pædagogiske læreplan skal udarbejdes med udgangspunkt i et pædagogisk grundlag, jf. stk. 3 og 4, seks læreplanstemaer, jf. stk. 4 og 9, og mål for sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børns læring, jf. stk. 9.

Stk. 3 Det skal fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det enkelte dagtilbud hele dagen etablerer et pædagogisk læringsmiljø, der med leg, planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter, børneinitierede aktiviteter og daglige rutiner giver børnene mulighed for at trives, lære, udvikle sig og dannes. Det pædagogiske læringsmiljø skal tilrettelægges, så det inddrager hensynet til børnenes perspektiv og deltagelse, børnefællesskabet, børnegruppens sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger.

Stk. 4 Det skal fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det pædagogiske læringsmiljø understøtter børns brede læring, herunder nysgerrighed, gåpåmod, selvværd og bevægelse, inden for og på tværs af følgende temaer:

  • 1) Alsidig personlig udvikling.

  • 2) Social udvikling.

  • 3) Kommunikation og sprog.

  • 4) Krop, sanser og bevægelse.

  • 5) Natur, udeliv og science.

  • 6) Kultur, æstetik og fællesskab.

Stk. 5 Det skal endvidere fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det pædagogiske læringsmiljø tager højde for børn i udsatte positioner, så deres trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes.

Stk. 6 Det skal desuden fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan dagtilbuddet samarbejder med forældrene om børns læring, hvordan dagtilbuddet inddrager lokalsamfundet i arbejdet med etablering af pædagogiske læringsmiljøer for børn, og hvordan der i børnenes sidste år i dagtilbuddet tilrettelægges et pædagogisk læringsmiljø, der skaber sammenhæng til børnehaveklassen.

Stk. 7 Arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i dagtilbuddet skal integreres i det pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske læringsmiljøer. Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til børnenes alder og modenhed.

Stk. 8 Den pædagogiske læreplan udgør rammen for det pædagogiske arbejde. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at dagtilbuddene i relation til den pædagogiske opgave ledes alene med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan og i overensstemmelse med den pædagogiske læreplans børnesyn og brede læringsforståelse, jf. stk. 3 og 4.

Stk. 9 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om pædagogiske mål for, hvad det pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet skal understøtte i forhold til børns læring, og om indholdet i de enkelte læreplanstemaer, jf. stk. 4.

§ 9

Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for, at den pædagogiske læreplan udarbejdes, og for at sikre, at det pædagogiske arbejde i dagtilbuddet tilrettelægges og udøves inden for rammerne heraf. Lederen af dagtilbuddet er endvidere ansvarlig for at offentliggøre den pædagogiske læreplan.

Stk. 2 Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at etablere en evalueringskultur i dagtilbuddet, som skal udvikle og kvalificere det pædagogiske læringsmiljø. Lederen er ansvarlig for, at arbejdet med den pædagogiske læreplan evalueres mindst hvert andet år med henblik på at udvikle arbejdet. Evalueringen skal tage udgangspunkt i de pædagogiske mål, som er fastsat i medfør af § 8, stk. 9, herunder en vurdering af sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Evalueringen skal offentliggøres.

Stk. 3 Lederen af dagtilbuddet er ansvarlig for at sikre en løbende pædagogisk dokumentation af sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Den pædagogiske dokumentation skal indgå i evalueringen efter stk. 2, 2. pkt.

§ 10

(Ophævet).

Sprogvurdering og sprogstimulering
§ 11

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der gennemføres en sprogvurdering af børn i alderen omkring 3 år, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der gennemføres en sprogvurdering af alle børn i alderen omkring 3 år, der ikke er optaget i et dagtilbud, jf. dog stk. 3. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at gennemføre en sprogvurdering af alle børn i aldersgruppen fra 3 år til barnets skolestart, der ikke er optaget i et dagtilbud, og som ikke har modtaget en sprogvurdering i 3-årsalderen, jf. 1. pkt., eller 2-årsalderen, jf. stk. 4.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen beslutter på baggrund af en konkret, individuel vurdering, om børn af udlændinge, der har midlertidigt ophold i landet på grundlag af beskæftigelse eller i henhold til EU-retten, skal have foretaget en sprogvurdering, jf. stk. 2. Forældre til børn i det tyske mindretal kan fravælge en eventuel sprogvurdering efter stk. 1 og 2. Kommunalbestyrelsen beslutter på baggrund af en konkret, individuel vurdering, om børn, der har ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, uanset bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 skal have foretaget en sprogvurdering.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at sprogvurderingen efter stk. 1 og 2 fremrykkes til børn i alderen omkring 2 år. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med sprogvurderingen i alderen omkring 2 år inddrage andre forhold end sprog hos barnet.

Stk. 5 Har kommunalbestyrelsen gennemført en sprogvurdering af barnet i alderen omkring 2 år, jf. stk. 4, skal kommunalbestyrelsen ikke gennemføre en sprogvurdering af barnet i alderen omkring 3 år, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at forældre med børn, der ikke er optaget i et dagtilbud, i forbindelse med sprogvurdering efter stk. 2 og 4 gøres opmærksomme på muligheden for, at deres barn kan blive optaget i et dagtilbud. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at forældre med børn, der har ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, der ikke er optaget i et dagtilbud, og som ikke har fået en sprogvurdering efter stk. 2 og 4, jf. stk. 3, 3. pkt., gøres opmærksomme på muligheden for, at deres barn kan blive optaget i et dagtilbud.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der gives sprogstimulering til børn, som på baggrund af en sprogvurdering efter stk. 1, 2 og 4 vurderes at have behov for sprogunderstøttende aktiviteter. Omfanget af sprogstimuleringen skal på baggrund af sprogvurderingen efter stk. 1, 2 og 4 fastsættes ud fra det enkelte barns behov for sprogstimulering, jf. dog stk. 8.

Stk. 8 Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at give et sprogstimuleringstilbud i form af en plads 30 timer om ugen i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og 3, til tosprogede børn, der ikke er i dagtilbud, og som på baggrund af sprogvurdering efter stk. 2 og 4 vurderes at have behov for sprogunderstøttende aktiviteter. Kravet efter 1. pkt. gælder ikke børn, der har ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Omfanget af disse børns sprogstimulering skal på baggrund af sprogvurderingen efter stk. 2 og 4 fastsættes ud fra barnets behov.

Stk. 9 Sprogvurdering efter stk. 1, 2 og 4 og sprogstimulering efter stk. 7 og 8 varetages af personer, der har særlige kvalifikationer til at varetage opgaven.

Stk. 10 Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at sikre, at barnets forældre inddrages i forbindelse med sprogvurdering efter stk. 1, 2 og 4 og sprogstimulering efter stk. 7 og 8, og at forældrene får vejledning i selv at understøtte deres barns sproglige udvikling.

§ 12

Forældre til børn, der skal sprogvurderes efter § 11, stk. 1, 2 og 4, og eventuelt modtage sprogstimulering efter § 11, stk. 7 og 8, har pligt til at lade deres barn deltage i sprogvurderingen og en eventuel sprogstimulering eller i en sprogstimulering, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves af den sprogstimulering, som kommunen tilbyder.

Stk. 2 Kommunen skal træffe afgørelse om standsning af børneydelsen, jf. lov om en børne- og ungeydelse, hvis forældrene ikke overholder deres pligt efter stk. 1 og den manglende overholdelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder. Afgørelsen er gældende for det kvartal, der følger efter kvartalet, hvor afgørelsen er truffet.

Stk. 3 Kommunen skal, forud for at et barn skal modtage en sprogvurdering efter § 11, stk. 1, 2 og 4, og eventuel sprogstimulering efter § 11, stk. 7 og 8, oplyse barnets forældre om, at manglende overholdelse af forældrenes pligt efter stk. 1 kan medføre, at kommunalbestyrelsen efter stk. 2 træffer en afgørelse om standsning af børneydelsen.

Stk. 4 Forældre, der selv vil varetage sprogstimulering af barnet, skal meddele dette skriftligt til kommunen, forud for at sprogstimuleringen påbegyndes. Meddelelsen skal som minimum indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i sprogstimuleringen, hvor sprogstimuleringen skal foregå, og hvem der skal varetage sprogstimuleringen af barnet.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at føre tilsyn med den sprogstimulering, som forældre selv varetager efter stk. 1.

§ 13

(Ophævet)

Forældrebestyrelse
§ 14

Forældre med børn i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution eller i kommunal dagpleje skal have adgang til at få oprettet en forældrebestyrelse i den kommunale dagpleje eller i den enkelte daginstitution med et flertal af valgte forældre, jf. dog § 24 a i lov om folkeskolen. Medarbejderne i dagtilbuddet skal være repræsenteret i forældrebestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medarbejderrepræsentanter i forældrebestyrelser i kommunale daginstitutioner og kommunal dagpleje skal have stemmeret. 1. pkt. kan endvidere fraviges efter § 13, stk. 4-7, i lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine.

Stk. 2 I kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner, som består af flere enheder, skal en forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at være repræsenteret i forældrebestyrelsen. I selvejende daginstitutioner, hvor bestyrelsen har et flertal af valgte forældre, skal en forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at være repræsenteret i bestyrelsen.

Stk. 3 Forældrebestyrelser kan etableres på tværs af kommunale dagtilbud, hvis de enkelte bestyrelser beslutter det.

Stk. 4 I forældrebestyrelser efter stk. 3, som etableres på tværs af dagpleje og daginstitution, skal beslutninger, der alene har betydning for dagplejen, træffes af de forældre, der repræsenterer dagplejen. Endvidere træffes beslutninger, der alene har betydning for daginstitutionen, af de forældre, der repræsenterer daginstitutionen.

Stk. 5 Stk. 1 gælder ikke for selvejende daginstitutioner, hvis bestyrelse består af et flertal af valgte forældre.

Stk. 6 For privatinstitutioner skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med godkendelse efter § 20 påse, at forældrene sikres en indflydelse svarende til forældreindflydelsen i selvejende daginstitutioner.

Stk. 7 For privat dagpleje skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med aftalen sikre forældrene indflydelse på dagplejens arbejde med børnene.

§ 15

Forældrebestyrelsen i en daginstitution skal fastsætte principper for daginstitutionens arbejde, for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem og for anvendelsen af en budgetramme for daginstitutionen inden for de rammer og eventuelle prioriterede indsatser, som kommunalbestyrelsen har fastsat. Forældrebestyrelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, skal inddrages i udarbejdelsen og evalueringen af og opfølgningen på den pædagogiske læreplan, jf. §§ 8 og 9, og i daginstitutionens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole, jf. § 7, stk. 5. Forældrebestyrelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, kan beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, jf. dog § 16 b, stk. 2, 4 og 8.

Stk. 2 Forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje skal fastsætte principper for dagplejens arbejde, for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem og for anvendelsen af en budgetramme for dagplejen inden for de rammer og eventuelle prioriterede indsatser, som kommunalbestyrelsen har fastsat. Forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje skal inddrages i udarbejdelsen og evalueringen af og opfølgningen på den pædagogiske læreplan, jf. §§ 8 og 9, og i dagplejens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud og mellem dagtilbud, jf. § 7, stk. 5.

Stk. 3 Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for de rammer og eventuelle prioriterede indsatser, som kommunalbestyrelsen har fastsat. I selvejende og udliciterede daginstitutioner varetager forældrebestyrelsen endvidere sine opgaver inden for det formål og idegrundlag, der er fastsat i vedtægten, jf. § 16, stk. 2 og 3.

Stk. 4 Forældrebestyrelsen har indstillingsret og ret til at deltage ved ansættelsen af lederen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner og i den kommunale dagpleje.

Stk. 5 Forældrebestyrelsen har indstillingsret ved ansættelsen af personale i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner og i den kommunale dagpleje.

§ 16

Kommunalbestyrelsen fastsætter efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelserne vedtægter for styrelsen af de kommunale dagtilbud.

Stk. 2 Den selvejende daginstitutions bestyrelse udarbejder efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelsen en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Den private leverandør af den udliciterede daginstitution udarbejder efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelsen en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan ikke til en forældrebestyrelse overlade opgaver med at føre tilsyn og beføjelser, der følger af kommunalbestyrelsens bevillings- og arbejdsgiverkompetence.

Frokost i daginstitutioner
§ 16a

Alle børn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner og privatinstitutioner efter § 19 skal have et sundt frokostmåltid alle hverdage, jf. dog stk. 3 og 4 og § 16 b, stk. 1-3.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, for alle børn i samme aldersgruppe.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen træffer efter ansøgning fra et barns forældre afgørelse om, at et barn kan fritages fra et sundt frokostmåltid efter stk. 1, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at børn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, der hovedsagelig anvender skovens areal eller lignende naturområder som grundlag for barnets ophold i daginstitutionen, ikke skal omfattes af et sundt frokostmåltid efter stk. 1.

§ 16b

Forældrebestyrelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, kan beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, jf. dog stk. 2, 4 og 8.

Stk. 2 I kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, som består af flere enheder, jf. § 19, stk. 6, kan et simpelt flertal af forældre med børn i den pågældende enhed beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1. Forældrene har én stemme for hvert barn, de har i enheden.

Stk. 3 Forældre med børn i privatinstitutioner efter § 19, stk. 5, kan beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1. Beslutningen efter 1. pkt. træffes ved simpelt flertal af forældre, der har børn i den pågældende privatinstitution. Forældrene har én stemme for hvert barn, de har i privatinstitutionen. Forældre med børn i privatinstitutioner efter § 19, stk. 5, skal mindst hvert andet år og højst én gang om året have mulighed for at fravælge et sundt frokostmåltid. Frokostmåltidet skal ophøre, senest 6 måneder efter at forældrenes beslutning om fravalg er modtaget af privatinstitutionen. Forældre med børn i privatinstitutionen er ansvarlige for at oplyse privatinstitutionen om beslutningen efter 1. pkt. Privatinstitutionen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for forældrenes fravalg af frokostmåltidet efter § 16 a, stk. 1, herunder længden af perioden for forældrenes fravalg af et sundt frokostmåltid og frister og procedurer for formidling af forældrenes beslutning om fravalg til privatinstitutionen.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen efter § 16 a, stk. 2, har besluttet, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, for alle børn i samme aldersgruppe, kan forældre ikke træffe beslutning efter stk. 1 og 2.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert andet år og højst én gang om året give mulighed for fravalg efter stk. 1 og 2 af et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1. Frokostmåltidet skal ophøre, senest 6 måneder efter at forældrenes beslutning om fravalg er modtaget af kommunalbestyrelsen. Forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed er ansvarlig for at oplyse kommunalbestyrelsen om forældrenes beslutning om fravalg af et sundt frokostmåltid.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen skal forud for forældrebestyrelsens eller forældrene i den enkelte enheds beslutning efter stk. 1 og 2 oplyse forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed om kommunens forventede takst for et sundt frokostmåltid, jf. § 32 a, stk. 3.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør retningslinjer for forældrenes fravalg, jf. § 16 b, stk. 1, 2, 5 og 6, af et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, herunder længden af perioden for forældrenes fravalg og frister og procedurer for formidling af forældrenes beslutning om fravalg til kommunalbestyrelsen.

Stk. 8 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, ikke kan fravælge et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, hvis det vurderes, at et sundt frokostmåltid af både sociale og sundhedsmæssige årsager er særlig påkrævet for børnene i den pågældende daginstitution eller enhed. Kommunalbestyrelsens beslutning efter 1. pkt. gælder for den periode, kommunalbestyrelsen i medfør af stk. 7 har fastsat for forældrebestyrelsens eller forældrene i den enkelte enheds mulighed for fravalg.

Forældrearrangerede frokost- og madordninger
§ 17

Forældrebestyrelsen i en daginstitution eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, der efter § 16 b, stk. 1 og 2, har fravalgt et sundt frokostmåltid eller ikke er omfattet af et sundt frokostmåltid, jf. § 16 a, stk. 4, kan beslutte at oprette en forældrearrangeret frokostordning.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal fastsætte et maksimumbeløb for forældrenes betaling til forældrearrangerede frokostordninger efter stk. 1.

Stk. 3 Forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, kan beslutte at oprette en forældrearrangeret madordning for den mad, der ikke udgør frokostmåltidet.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan fastsætte rammer for forældrearrangerede frokost- og madordninger efter stk. 1 og 3. Forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, beslutter inden for de eventuelle rammer, kommunalbestyrelsen har fastsat, hvordan ordningerne skal tilrettelægges.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning fra forældrebestyrelsen eller forældrene i den enkelte enhed beslutte at ansætte køkkenpersonale til forældrearrangerede frokost- eller madordninger efter stk. 1 og 3. Kommunalbestyrelsen afholder udgiften til administration af ansættelsesforholdet.

Stk. 6 Forældre med børn i en privatinstitution efter § 19, stk. 5, der efter § 16 b, stk. 3, har fravalgt et sundt frokostmåltid, kan beslutte at oprette en forældrearrangeret frokostordning. Forældre med børn i en privatinstitution kan endvidere beslutte at oprette en forældrearrangeret madordning for den mad, der ikke udgør frokostmåltidet. Privatinstitutionen kan fastsætte rammer for forældrearrangerede frokost- og madordninger. Forældre med børn i privatinstitutionen beslutter inden for privatinstitutionens eventuelle fastsatte rammer, hvordan ordningerne skal tilrettelægges. De enkelte forældre med børn i privatinstitutionen beslutter, om de vil benytte den forældrearrangerede frokost- eller madordning efter 1. og 2. pkt.

Stk. 7 De enkelte forældre med børn i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, beslutter, om de vil benytte den forældrearrangerede frokost- eller madordning efter stk. 1 og 3. Forældrene, der benytter den forældrearrangerede frokost- eller madordning, betaler udgifterne til ordningerne, jf. dog stk. 9, herunder administration af ordningerne og en eventuel lønudgift til køkkenpersonale, jf. stk. 5. Udgiften til frokost- og madordninger efter stk. 1 og 3 opgøres eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 8 Kommunalbestyrelsen kan tilbyde at administrere forældrearrangerede frokost- og madordninger efter stk. 1, 3 og 6. Forældrene betaler kommunalbestyrelsens udgifter til administration efter 1. pkt., jf. dog stk. 5.

Stk. 9 Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at give økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud efter § 43, stk. 1, nr. 2-4, skal kommunalbestyrelsen tillige give forældre med børn i daginstitutioner efter § 19, stk. 2-5, som har valgt at være med i en forældrearrangeret frokostordning efter stk. 1 eller 6, et økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud til det forældrearrangerede frokostmåltid efter stk. 1 eller 6. Kommunalbestyrelsen skal administrere og afholde udgiften til administration ved tildeling af fripladstilskud.

Stk. 10 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give et økonomisk tilskud til at nedsætte forældrenes betaling for forældrearrangerede madordninger efter stk. 3 og 6. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at give et økonomisk tilskud til at nedsætte forældrenes betaling, jf. 1. pkt., skal tilskuddet til de enkelte forældre gives under hensyn til de pågældende forældres økonomiske forhold. Kommunalbestyrelsen skal administrere og afholde udgiften til administration ved tildeling af tilskuddet.

Stk. 11 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om fripladstilskud til forældrearrangerede frokostordninger. Dagtilbudsbekendtgørelsen

Central evaluerings- og rådgivningsfunktion
§ 18

Den centrale evaluerings- og rådgivningsfunktion for dagtilbud, der er tilknyttet Danmark Evalueringsinstitut, jf. lov om Danmarks Evalueringsinstitut, skal forestå systematisk indsamling, analyse og formidling af viden samt evaluering på dagtilbudsområdet.

Stk. 2 Dagtilbud og kommuner kan søge inspiration og vejledning vedrørende evaluering og kvalitetsudvikling hos den centrale evaluerings- og rådgivningsfunktion.

Stk. 3 Den centrale evaluerings- og rådgivningsfunktion kan indhente de oplysninger fra kommuner og dagtilbud, der skønnes af betydning for evaluerings- og rådgivningsfunktionens opgaver.

§ 18a

Dagtilbud kan søge rådgivning vedrørende børnemiljø hos Dansk Center for Undervisningsmiljø, jf. lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø.