Dagtilbudsloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

Kapitel 12 1 Optagelse, plads i anden kommune og opsigelse
Optagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge i opholdskommunen
§ 67

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter § 66, stk. 2-5. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at selvejende, udliciterede og private klubtilbud helt eller delvis selv skal træffe afgørelse om optagelse i klubtilbuddet.

§ 68

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i klubtilbud m.v. efter § 66, stk. 2-5.

Stk. 2 Selvejende, udliciterede og private klubtilbud med optagelseskompetence, jf. § 67, stk. 2, skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i tilbuddet.

Plads i klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge i anden kommune
§ 69

Alle større børn og unge har adgang til at blive optaget i et klubtilbud eller andet socialpædagogisk fritidstilbud til større børn og unge efter § 66, stk. 2-5, i en anden kommune end opholdskommunen fra det tidspunkt, hvor forældrene har fået tilsagn om et tilskud fra opholdskommunen til brug for klubtilbud m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at lukke ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner af kapacitetsmæssige årsager og under væsentlige hensyn til børn fra kommunen.

Stk. 3 Alle børn har i forbindelse med flytning til en anden kommune ret til at bevare en plads i et klubtilbud efter § 66, stk. 2-5.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler for lukning af ventelisten for optagelse af børn og unge fra andre kommuner, jf. stk. 2.

Opsigelse og udmeldelse
§ 70

Kommunalbestyrelsen kan ikke opsige børn og unge, der er optaget i et klubtilbud eller andet socialpædagogisk fritidstilbud.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan efter en konkret vurdering træffe afgørelse om udmeldelse af et klubtilbud m.v. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at selvejende, udliciterede og private klubtilbud selv skal træffe afgørelse om udmeldelse af klubtilbuddet.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af børn og unge af et klubtilbud m.v.

Stk. 5 Selvejende, udliciterede og private klubtilbud med udmeldelseskompetence, jf. stk. 3, skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af børn og unge af tilbuddet.