Dagtilbudsbekendtgørelsen § 25

Denne konsoliderede version af dagtilbudsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dagtilbud

Bekendtgørelse nr. 2058 af 15. november 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1197 af 26. september 2023

Tilskudsberettiget forældrebetaling til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid i anden kommune
§ 25

Ved optagelse i dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i anden kommune udgør den tilskudsberettigede forældrebetaling for søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 43 et beløb svarende til den laveste af

  • 1) den gennemsnitlige budgetterede egenbetaling pr. plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen tillagt den gennemsnitlige egenbetaling pr. barn for et sundt frokostmåltid i opholdskommunen, såfremt der er et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, eller

  • 2) den faktiske egenbetaling pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, det vil sige den gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, som beregnet i institutionskommunen, jf. dagtilbudslovens §§ 31-32 og §§ 33-34, fratrukket opholdskommunens tilskud efter dagtilbudslovens § 41, og et eventuelt ekstra tilskud efter dagtilbudslovens § 42 til reduktion af forældrenes egenbetaling, tillagt den faktiske egenbetaling for frokostmåltid i det benyttede dagtilbud, det vil sige bruttoudgiften pr. barn for et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud, fratrukket opholdskommunens eventuelle tilskud til et sundt frokostmåltid, såfremt der er et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen.

Stk. 2 Hvis der ikke er daginstitutioner med et sundt frokostmåltid til aldersgruppen i opholdskommunen, og forældrene benytter en daginstitution med et sundt frokostmåltid i en anden kommune, udgør den tilskudsberettigede forældrebetaling for søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter dagtilbudslovenes § 43 for en plads i dagtilbud og et sundt frokostmåltid et beløb svarende til den laveste af

  • 1) den gennemsnitlige budgetterede egenbetaling pr. plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen tillagt den forventede takst, som kommunalbestyrelsen har fastsat ved den seneste beslutning om et eventuelt fravalg, jf. dagtilbudslovens § 16 b, stk. 6, eller

  • 2) den faktiske egenbetaling pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, det vil sige den gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, som beregnet i institutionskommunen, jf. dagtilbudslovens §§ 31-32 og §§ 33-34, fratrukket opholdskommunens tilskud efter dagtilbudslovens § 41 og et eventuelt ekstra tilskud efter dagtilbudslovens § 42 til reduktion af forældrenes egenbetaling, tillagt den faktiske egenbetaling pr. barn for et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud, dvs. bruttoudgiften pr. barn for et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud fratrukket opholdskommunens eventuelle tilskud til et sundt frokostmåltid.