Dagtilbudsbekendtgørelsen § 16

Denne konsoliderede version af dagtilbudsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dagtilbud

Bekendtgørelse nr. 2058 af 15. november 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1197 af 26. september 2023

§ 16

Kommunalbestyrelsens bygningstilskud til en godkendt privatinstitution efter dagtilbudslovens § 37 udgør et beløb pr. barn svarende til mindst kommunens ejendomsrelaterede udgifter i selvejende og udliciterede daginstitutioner for aldersgruppen delt med det samlede antal børn i aldersgruppen i selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen, hvor kommunalbestyrelsen yder tilskud til ejendomsrelaterede udgifter.

Stk. 2 Ejendomsrelaterede udgifter efter stk. 1 udgør kommunens ejendomsrelaterede udgifter, der ikke kan indgå i de budgetterede bruttodriftsudgifter, der ligger til grund for beregning af forældrenes egenbetaling efter dagtilbudslovens § 32, stk. 2.

Stk. 3 Kan bygningstilskuddet til en godkendt privatinstitution ikke beregnes efter dagtilbudslovens § 37, fordi kommunen ikke har selvejende eller udliciterede daginstitutioner til aldersgruppen, udgør kommunalbestyrelsens bygningstilskud til en godkendt privatinstitution for 0-2-årige et beløb på 4,1 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3. For godkendte privatinstitutioner med børn i aldersgruppen 3 år og indtil skolestart udgør bygningstilskuddet et beløb på 3,2 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.