Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, herunder kommunikation i forbindelse med ansøgning om udledningstilladelse, fremsendelse af oplysninger om forhold af betydning for udledningstilladelsen, ansøgning om gratistildeling, forelæggelse af ajourførte overvågningsplaner eller overvågningsmetodeplaner, rapportering af verificerede udledninger og andre oplysninger, som ministeren modtager efter denne lov, regler udstedt i medfør af denne lov eller EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal foregå digitalt. Efter forhandling med den pågældende minister kan tilsvarende regler fastsættes for andre offentlige myndigheder, som har opgaver efter denne lov, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.
Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ministeren eller den, ministeren efter § 33 bemyndiger hertil, kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov, regler udstedt i medfør af denne lov eller EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet eller den, ministeren efter § 33 bemyndiger hertil, som afsender.