Cityringloven Kapitel 3 c

Denne konsoliderede version af cityringloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en Cityring

Lov nr. 552 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1939 af 30. september 2021

Kapitel 3 c Udvikling af området ved Ny Ellebjerg Station
§ 5p

§ 7, stk. 7, og §§ 8-13, 14 a og 14 b finder tilsvarende anvendelse i forhold til de dele af udviklingen af området ved Ny Ellebjerg Station, som vedrører planlægning og byggemodning af udviklingsområdet.

Stk. 2 Kort over udviklingsområdet ved Ny Ellebjerg Station fremgår af bilag 4.

§ 5q

Transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges til inden for udviklingsområdet ved Ny Ellebjerg Station at overdrage byggeretten over statens baneareal til Metroselskabet I/S med henblik på gennemførelse af Metroselskabet I/S’ udvikling af området.

§ 5r

Som grundlag for Københavns Kommunes lokalplanlægning udarbejder Metroselskabet I/S en helhedsplan for udvikling af området ved Ny Ellebjerg Station.

§ 5s

Arbejder på ledninger i eller over arealer inden for udviklingsområdet ved Ny Ellebjerg Station, herunder om nødvendigt flytning af ledninger i forbindelse med arbejder, der iværksættes af Metroselskabet I/S under udviklingen af området, betales af ledningsejeren.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved aftale, ved kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40.

§ 5t

Kan der ikke opnås enighed mellem Metroselskabet I/S og ejere af ledningsanlæg omfattet af § 5 s om, hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transport-, bygnings- og boligministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde på arealet påbegyndes, gennemføre arbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.

Stk. 2 Transport-, bygnings- og boligministeren kan i særlige tilfælde lade de ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 1, udføre for Metroselskabet I/S’ eller ledningsejerens regning.

§ 5u

Tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af § 5 s og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af § 5 t afgøres af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 2 Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 103 i lov om offentlige veje m.v. tilsvarende anvendelse. Metroselskabet I/S afholder alle omkostninger forbundet hermed.

§ 5v

Ved tilkøb eller udnyttelse af optioner forstås udgifter til undersøgelser, anlæg og drift, der ikke er nødvendige for Metroselskabet I/S’ udvikling af området ved Ny Ellebjerg Station, og som staten eller Københavns Kommune har mulighed for at vælge i forbindelse med gennemførelsen af udviklingsprojektet. Tilkøb og udnyttelse af optioner betales af den, der ønsker at foretage tilkøb eller udnytte en option.