Chokoladeafgiftsloven § 1

Denne konsoliderede version af chokoladeafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m.

Lov nr. 414 af 18. december 1968,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1446 af 21. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2616 af 28. december 2021, lov nr. 288 af 07. marts 2022, lov nr. 832 af 14. juni 2022, lov nr. 755 af 13. juni 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Afgiftspligtigt vareområde
§ 1

Af følgende varer svares afgift til statskassen:

  • 1) Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art.

  • 2) Lakridssaft, lakrids og lakridsvarer af enhver art. Pulveriseret lakridsrod og blandinger af salmiak og lakridsrod og lign.

  • 3) Marcipan- og nougatmasser og varer heraf.

  • 4) Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve og i øvrigt sukkervarer af enhver art.

  • 5) Tyggegummi.

  • 6) Kandiseret frugt og frugtskal og andre kandiserede varer med undtagelse af skaller af citrusfrugter.

  • 7) Sukkade, marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lign.

  • 8) Kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang.

  • 9) Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-7.

Stk. 2 Fritaget for afgift efter kap. 1 er:

  • 1) Varer, som efter § 2, nr. 1, litra a og b, i lov om lægemidler er defineret som lægemidler, og varer, som efter § 3, nr. 7, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis er defineret som et cannabisslutprodukt.

  • 2) Pulvere med indhold af kakao, der udelukkende falholdes som bestemt til fremstilling af kakaodrikke.

  • 3) Kakaodrikke samt andre kakaoholdige mælkeprodukter og lign., der er færdigfremstillede til forbrug.

  • 4) Buddingpulver, dessertpulver, fromagepulver og kagepulver med indhold af kakao.

  • 5) Masser m.v., som indeholder kakao.

Stk. 3 For de i stk. 2, nr. 2-5, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at indholdet af kakao udgør mindre end henholdsvis 30 pct., 5 pct., 25 pct. og 5 pct. af varens vægt, og at vedkommende fabrikant, varemodtager eller grossist på tydelig måde deklarerer kakaoindholdet i de for varerne udfærdigede fakturaer, prislister og lign. samt på varernes detailemballage. For de i stk. 2, nr. 3, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at varerne efter deres beskaffenhed eller anvendelse ikke kan betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af beskattede chokolade- og sukkervarer.