Bygningsreglementet § 40

Denne konsoliderede version af bygningsreglementet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)

Bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 182 af 05. marts 2020, bekendtgørelse nr. 794 af 02. juni 2020, bekendtgørelse nr. 1872 af 07. december 2020, bekendtgørelse nr. 1282 af 11. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2312 af 07. december 2021, bekendtgørelse nr. 1030 af 27. juni 2022, bekendtgørelse nr. 1286 af 15. september 2022, bekendtgørelse nr. 1464 af 28. november 2022, bekendtgørelse nr. 1498 af 06. december 2022, bekendtgørelse nr. 1583 af 21. december 2022 og bekendtgørelse nr. 1673 af 11. december 2023

Afslutning af byggesag
§ 40

Byggearbejder, der kræver byggetilladelse, skal færdigmeldes til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 Ved færdigmelding skal følgende fremsendes:

  • 1) Dokumentation for, at der er tegnet byggeskadeforsikring, og at præmien er betalt, jf. byggelovens § 25 C, stk. 2, for byggeri omfattet af byggelovens § 25 A.

  • 2) Erklæring om, at det færdige byggeri er i overensstemmelse med byggetilladelsen og bygningsreglementet.

  • 3) Erklæring om, at der er fremsendt fyldestgørende dokumentation, der viser, at bygningsreglementets bestemmelser er opfyldt, samt at der er fremsendt drifts- og vedligeholdelsesmanual for bebyggelsens installationer, jf. §§ 80, 328, 392, 419 og 452.

  • 4) Dokumentation for overholdelse af bygningsreglementets bestemmelser i den færdige bygning. Dokumentationen skal bestå af al for byggearbejdet relevant materiale, herunder overordnede beskrivelser, forudsætninger, beregninger, tegningsmateriale, prøvninger, målinger mv. Det skal ved det fremsendte dokumenteres, hvordan specifikke niveauer er fastsat på baggrund af bygningsreglementets funktionskrav, og hvordan de specifikke niveauer eller detailkrav i bygningsreglementet opfyldes.

  • 5) Drift- og vedligeholdelsesmanual for bebyggelsens installationer, jf. §§ 80, 328, 392, 419 og 452.

Stk. 3 Bygningsejeren har pligt til at meddele forhold, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR i overensstemmelse med bekendtgørelse om ajourføring af bygnings- og boligregistret.

Stk. 4 Dokumentation, jf. stk. 2 skal udformes på dansk eller engelsk.