Bygningsreglementet § 29

Denne konsoliderede version af bygningsreglementet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)

Bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 182 af 05. marts 2020, bekendtgørelse nr. 794 af 02. juni 2020, bekendtgørelse nr. 1872 af 07. december 2020, bekendtgørelse nr. 1282 af 11. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2312 af 07. december 2021, bekendtgørelse nr. 1030 af 27. juni 2022, bekendtgørelse nr. 1286 af 15. september 2022, bekendtgørelse nr. 1464 af 28. november 2022, bekendtgørelse nr. 1498 af 06. december 2022, bekendtgørelse nr. 1583 af 21. december 2022 og bekendtgørelse nr. 1673 af 11. december 2023

§ 29

Inden lovliggørelse af byggeri i konstruktionsklasse 2-4 og brandklasse 2-4, jf. § 28, stk. 1 og 3, påbegyndes, skal ejeren indsende dokumentation i henhold til § 10 til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 Når lovliggørelsen foretages på baggrund af anden materiel regulering, end den gældende på lovliggørelsestidspunktet, skal der ikke indsendes dokumentation i henhold til § 10, stk. 2, nr. 6. I stedet skal der indsendes dokumentation for redningsberedskabets indsatsforhold, jf. den materielle regulering, som lovliggørelsen foretages efter, i det omfang det er relevant for lovliggørelsen.

Stk. 3 Dokumentationen for indplacering i konstruktionsklasser, jf. § 28, stk. 2, skal ske i henhold til § 503. Når lovliggørelsen baseres på anden materiel regulering end den, der gælder på lovliggørelsestidspunktet, skal dokumentationen omfatte de dele af konstruktionsgrundlag, statiske beregninger, konstruktionstegninger og modeller, der er nødvendige for at dokumentere indplaceringen i konstruktionsklasser. Dokumentation for indplacering i konstruktionsklasser skal tillige omfatte en redegørelse for lovliggørelsen, jf. stk. 5.

Stk. 4 Dokumentation for indplacering i brandklasse, jf. § 28, stk. 4, skal ske i henhold til § 511. Dokumentation for indplacering i brandklasser skal tillige omfatte en redegørelse for lovliggørelsen, jf. stk. 5.

Stk. 5 Redegørelsen, jf. stk. 3 og 4, skal indeholde:

  • 1) en afgrænsning af de ulovlige forhold,

  • 2) omfanget af den allerede foreliggende dokumentation og dennes brugbarhed,

  • 3) resultatet af de indledende undersøgelser, og

  • 4) en beskrivelse af, hvorledes forholdene påtænkes lovliggjort.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen skal foretage en vurdering af, om den dokumentation, der er indsendt, jf. stk. 1-5, er i overensstemmelse med de for lovliggørelsen relevante krav i den regulering, der ligger til grund for lovliggørelsen.

Stk. 7 Sker der ændringer undervejs i lovliggørelsen, som ikke er i overensstemmelse med den indsendte dokumentation, jf. stk. 1-5, har ejeren pligt til at oplyse kommunalbestyrelsen herom.

Stk. 8 Afslutning af lovliggørelsen sker i henhold til §§ 40-46 med følgende ændringer:

  • 1) Dokumentation og erklæringer jf. § 40, stk. 2, skal baseres på den lovgivning, der ligger til grund for lovliggørelsen.

  • 2) Dokumentation for bærende konstruktioner og dokumentation af brandforhold skal være i overensstemmelse med bilag 5 henholdsvis bilag 6.

Stk. 9 Hvis lovliggørelsen efter kommunalbestyrelsens vurdering består af en simpel fysisk udbedring, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at stk. 1-8 ikke finder anvendelse, og selv foretage den byggetekniske sagsbehandling af lovliggørelsen.