Bygningsfredningsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af bygningsfredningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer

Lov nr. 213 af 23. maj 1979,
jf. lovbekendtgørelse nr. 219 af 06. marts 2018

Kapitel 2 Fredning
§ 3

Kulturministeren kan frede bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker af væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, som er over 50 år gamle. Uanset deres alder kan bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker dog fredes, når det er begrundet i deres fremragende værdi eller i andre særlige omstændigheder.

Stk. 2 I det omfang en bygnings eller et selvstændigt landskabsarkitektonisk værks umiddelbare omgivelser i form af gårdsrum, pladser, fortove, haver, parkanlæg og lignende er en del af den samlede beskyttelsesværdige helhed, kan fredningen omfatte sådanne omgivelser.

§ 4

Bygninger opført før år 1536 er uden særlig beslutning fredet efter denne lov.

Stk. 2 Kulturministeren kan begære en meddelelse om, at en bygning er opført før år 1536, tinglyst på den pågældende ejendom.

§ 5

§§ 3 og 4 gælder ikke for kirkebygninger, så længe de er omfattet af loven om folkekirken.

§ 6

Forinden kulturministeren træffer beslutning om fredning, skal han skriftligt underrette:

  • 1) bygningens ejer og bruger,

  • 2) kommunalbestyrelsen,

  • 3) museumsrådet og kulturmiljørådet, i det omfang et sådant råd er oprettet i det pågældende lokalområde,

  • 4) en forening, som er bemyndiget efter § 24, stk. 4, og

  • 5) de foreninger og lignende med lokalt tilhørsforhold, som har interesse i bevaringsspørgsmål, og som over for kulturministeren har fremsat skriftlig anmodning om at blive holdt underrettet om fredninger.

Stk. 2 I underretningen fastsættes en frist på mindst tre måneder for indsendelse af bemærkninger til fredningen.

Stk. 3 Fra det tidspunkt, den i stk. 1 nævnte underretning er kommet frem, må der ikke uden tilladelse fra kulturministeren foretages bygningsarbejder og lignende, som går ud over almindelig vedligeholdelse. Reglerne i § 10 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Samtidig med underretningen efter stk. 1 foretager kulturministeren offentlig bekendtgørelse af forslaget med oplysning om fristen efter stk. 2. Offentlig bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt.

§ 7

Efter udløbet af fristen efter § 6, stk. 2, beslutter ministeren inden tre måneder, om bygningen skal fredes.

Stk. 2 Kulturministeren underretter de i § 6, stk. 1 nævnte personer, myndigheder, foreninger m.fl. om afgørelsen og foretager offentlig bekendtgørelse herom. Offentlig bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt.

Stk. 3 Fredningen skal respekteres af alle indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår rettigheden er stiftet. Fredningen tinglyses på ejendommen på kulturministerens begæring. Er den fredede bygning beliggende på et umatrikuleret areal, træder en offentliggørelse af fredningen i Statstidende i stedet for en tinglysning.

§ 7a

Kulturministeren kan beslutte, at for en bygning, som er fredet efter denne lov, og hvis væsentlige arkitektoniske eller kulturhistoriske værdi alene eller i overvejende grad findes i bygningens ydre og i bygningens hovedstruktur, finder regler udstedt efter § 10, stk. 6, anvendelse.

Stk. 2 En beslutning efter stk. 1 tinglyses på ejendommen på kulturministerens begæring.

§ 8

Kulturministeren kan ændre omfanget af en fredning.

Stk. 2 Kulturministeren kan ophæve en fredning, når fredningsværdierne er gået tabt eller ikke længere kan opretholdes.

Stk. 3 § 6, stk. 1, 2 og 4, og § 7 finder tilsvarende anvendelse.

§ 8a

Kulturministeren udarbejder og ajourfører oversigter over fredninger efter loven, herunder fredningernes bærende fredningsværdier.